^
Jeg bare stiller spørsmålet filosofisk i håp om at noen kan svare.
Et konsertflygel på nært hold er sinnsykt vanskelig å gjengi. Det er så stor klangfargepalett og så brutalt dynamisk at når jeg nå jeg hører Glenn Gould i skrivende stund bare må konstatere at mitt anlegg er lenger unna enn Northug på vei opp slalombakken i dag. Dessverre...
Jeg kan ikke svarer, men prøve at bevise/sandsynliggøre at det ikke er optagelsen som er proppen, men at det er vores afspilnings-udstyr som udgør det største problem.
Man må også først og fremmest erkende at ingen ved hvad der er på optagelsen, nogen ved dog mere end andre, dem der har lavet eller været med til optagelsen ved naturligvis mere end dem der ikke har været tilstede.
Men selv dem som har lavet optagelsen ved stadigvæk ikke eksakt hvad der er på pladen, uendelig mange versioner af lyden kan opleves afhængig hvilket anlæg gengivelsen foretages på.
Jeg mener dog at det næppe kan være en tilfældighed hvis det oplevede ved en optagelse er tæt på gengivelsen.
Det er nok heller ikke nogen tilfældig når instrumenter som piano osv for den rigtige grundstruktur og begynder at ligne Musikinstrumenter live.
Specielt hvis dette hænger sammen med kompromisløst konstrueret Hi-Fi.
jeg har siddet ca 3 meter fra Berit Tange hvor hun spillede uddrag fra den plade som jeg nævnte på forrige side.
Med Langgaard i Hi-Fi Klubben - Dacapo Records
En sjov oplevelse hvor der bagefter blev spillet de samme nummerer som vi lige havde hørt live på det bedste Bowers & Wilkins og Classé udstyr plus en subwoofer, der var et pænt stykke vej op til live oplevelsen, og der kom så en lang søforklaring om årsagen til dette.
Der skal altså noget bedre udstyr til end det bedste fra Bowers & Wilkins og og Classé for at klarer denne opgave.
Derefter blev der hørt på noget mere prismæssigt overkommeligt udstyr både i stereo og i surround, i forhold til live oplevelsen var det direkte dårligt, meget dårligt , og det var helt uden betydning/ligegyldigt om det var i surrund eller stereo.
Jeg har hørt pladen på en del andet udstyr som gjorde det betragteligt bedre end hi-fi-klubben's udstyr, her var målet i flere tilfælde inden for rækkevide vil jeg mene.
Og hvornår stopper det, hvornår kan afspilnings udstyret ikke blive bedre, det hurtige svar er: det kan altid blive bedre, og jeg har som sagt ikke indtryk af at det er den gode indspilning som sætter grænserne for hvad der er opnåeligt ved gengivelse.
Vi kender det alle, det anlæg man har lige nu er altid det bedste, og man kan næsten ikke forstille sig at det kan blive ret meget bedre, indtil man hører det, og derefter tænker hvordan kunne jeg dog holde ud at hører på det anlæg før denne opgradering.