CBT
er interessant.
En slank linjekilde kan være en god løsning, desværre har CBT bare misforstået hvad det drejer sig om, Linjekilden skal bukke den anden vej og virker som et brændglas, som har sit brændpunktet i lytterens øre så det dermed virker som en tilnærmet punktkilde. Men ok de laver sikkert et stort "plade balle" perspektiv nøjjj.... med store konstante fejl i.
At Don Keele ikke har forstått hva det dreier seg om er vel å ta i. Det er vel større sjanse for at det er du som ikke har forstått hva det dreier seg om. Hensikten med CBT er å ha uniform lyd uavhengig av lyttehøyde, avstand og vinkel til høyttalerne. Med andre ord, de skal høres like ut over alt i rommet. Brennglass-søyler er jo motsatt. De har riktig lyd kun i ett eneste punkt, og gir helt andre utfordringer i forhold til akustikk og eventuelt flere lyttere.
Jeg vil stadigvæk påstår at CBT ikke har forstået hvad stereo gå ud på. Han bruger højtalerene til at skabe et lydfelt/perspektiv med ved at sprede lyden væk fra den direkte vej til øret, dette kan ikke undgår at resultere i at en stor del af lyden ikke er direkte og dermed er deformeret/forvrænget lyd i forhold til kilden.
Umiddelbart virker det som CBT tror at det er højtaleren som skal skaber perspektivet , det er det ikke, det er vores hjerne, højtaleren skal kun transportere lyden uhindret og så upåvirket og direkte som muligt til vores ører og så vidt muligt kun til ørerne, alt andet vil være forvrængning af det oprindelige signal.
Når denne proces er optimal så er højtaleren ikke tilstede mere, men hører kun den lyd og det perspektiv som blev optaget helt uafhængigt af højtalerens placering. Et er sikkert produceren ved ikke hvor dine højtalerer står.
Og det vil være ligegyldigt om man sider eller står op, eller om man sider i den ene side af sofaen eller den anden, (en højtaler har normalt ikke noget problem i at bevarer sit lydbillede i 30 grader,.
Med 2.5 m lytte-afstand vil det med 30 grader svare til +- 144 cm i forhold til den normale lytte position. Så der vil ingen problemer være med eventuelt at står op.
Jeg bruger selv forskellen mellem at side og stå op som en kontrol af at alt er som det skal være.
Lydbilledet/objekterne må ikke ændre klangligt eller flytte sig afhængigt af om jeg sider eller står op, det skal være som når man kigger på et orkester live.
Når dette er på plads så er højtaleren væk og perspektivet generes kun af hjernen og ikke af højtaler og rum mere.
Det signal ørene modtager er nøjagtigt "neutralt" intet stikker ud alt passer sammen, det vanskelige er tit at få bassen til at slippe højtalere totalt, slippe højtaleren er faktisk et forkert udtryk, da det drejer sig om at gøre signalets naturtro, så naturtro at vores hjerne helt automatisk lave det samme lydbillede som blev optaget.
Man kan godt hævde at det faktisk er er en fordel at højtalerens spredning er begrænset til et hvis niveau da det vil begrænse refleksioner. Et eksempel på højtalere med begrænset spredning kunne være hornhøjtalere, her er desværre så mange andre problemer.
Sådan er det med hi-fi, man må altid tilstræbe at vælge det bedste kompromis af de mange muligheder, og der er ingen mening i at gøre noget direkte forkert, som det ses med rundstrålende højttalere og det meget populære basreflex system, på den måde opnår man aldrig hi-fi høj troværdighed i forhold til kilden mener jeg.
Men som sagt bassen er mange gange det vanskelige at få helt på plads og integreret, og det ikke kun niveau det drejer sig om det er ligeså meget strukturen/ præcisionen i bassen.
Når man sider ned er lyden mange gange mere fyldig end når man rejser sig op, men som sagt når der ingen ændring er i lyden fra siddende til stående stilling andet end det man normalt vil opleve live så er lydbilledet nøjagtigt og bassen fuldstændigt integreret, det er ingen højtaler mere som laver perspektiv/lydbilled, det er kun hjernen der gør dette i henhold til det som er optaget..
Der er yderlige en måde at kontrolerer nøjagtigheden i lyden på, det oplevede er en konsekvens af stereo, en konsekvens som på sin vis uønsket.
Det sker på grund af den forskel som der er fra virkeligheden hvor lyden dannes af mange selvstændige objekter/kilder og til stereo hvor lyden kun gengives af to kilder.
Man sider i midten og har en sanger med normal højde lige foran sig, rykket 3/4 meter tilbage i forhold til højtalerens front.
Sætter man sig nu ud foran den ene højtaler så skal skal sangeren følge med og fremstår lige foran en på eksakt samme måde som hvis man sad i midten både hvad angår højde og position bag højtaleren og klangligt. Og igen de sker når lydbilledet er nøjagtigt nok.
Jeg mener CBT prøver at løse et problem som ikke er tilstede når udstyret er i orden, fuldstændig som Siegfried Linkwitz der plapre løs på sin hjemmeside om at kassehøjtaler mangler rum osv derfor mener han at dipoler er det rigtige, begge personer kompenserer og indfører en konstanter/forvrængning i lydbilledet for at kompenserer for alle de kompromiser der er i normalt betaligt elektronisk udtyr og ikke mindst vedrørende akustik. Det er ok, men man skal bare ikke påstår at det er sandheden om hi-fi, for det er det ikke, tværtimod er det som sagt et forsøg på kompensering for grundlæggende problemer.
Ps. Du har muligvis ret i at det ikke er teoretisk korrekt at kalde det som jeg beskriver og CBT for linjekilder. Men jeg vil sige det ordkløveri rager mig en papand for mig er det målet, resultatet, og måden at når frem til dette som er interessant og ikke om forskellige begreber/principper nu er helt korrekt defineret ned til den mindste detalje.
