Juridisk gør Israel intet ulovligt
Der hersker mange myter om Israels rolle på Vestbredden - som oftest beskrives som besættelsesmagt. "I det følgende skal jeg derfor forhold mig til det rent juridiske i denne meget komplekse situation.
Jeg bad for noget siden Danmarks udenrigsminister om at bekræfte, at resolutioner vedtaget i FN’s Generalforsamling ikke har status af international lov - endsige ...har, eller får lovstatus. Og svaret fra daværende udenrigsminister Villy Søvndal var klart: "Resolutioner vedtaget af FN’s Generalforsamling, er ikke juridisk bindende, men alene udtryk for en politisk tilkendegivelse fra FN’s medlemsstater."
Jeg bad om bekræftelsen, fordi der rundt om er opstået den myte, at det, Israel har foretaget sig - og foretager sig i sin tilstedeværelse på Vestbredden, er stridende mod international lov. Med Udenrigsministerens svar bliver det fastslået, at samtlige resolutioner, vedtaget af FNs generalforsamling mod Israel - og det drejer sig i tidens løb om knapt 300 - ingen juridisk gyldighed har.
En smule anderledes forholder det sig, når det drejer sig om FNs Sikkerhedsråds resolutioner - specielt Resolution 242 af 22. november 1967. Men den vender jeg tilbage til.
Men hvad er det da, der juridisk betragtes som værende international lov?
Ja, det ligger i hvert fald fast, at FNs Generalforsamling ikke beskæftiger sig med at lave love. En international lov bliver til enten ved traktater mellem stater eller ved tradition - eksempelvis er det anerkendt, at Den Internationale Domstol i Haag kan afgøre tvister mellem stater, og afsige en dom, som så vil være at regne for international lov. Ligeledes er det blevet hævd, at FNs Sikkerhedsråd kan vedtage resolutioner, som har en slags status som international lov.
Men inden vi kommer til FNs Sikkerhedsråds resolution 242, er et lille historisk rids om grænsedragninger og våbenstilstandslinjer i Mellemøsten nødvendig.
Fra 1516-1917 var hele Mellemøsten en del af Det Ottomanske Imperium. Med i dette tyrkiske imperium var alt det, vi i dag kalder Israel, Vestbredden, Gaza, Syrien, Libanon og Jordan - og tilmed Ægypten samt en del af den Arabiske Halvø med byerne Mekka og Medina. Og disse grænser var altså igennem 400 år ikke bestridt.
Da tyrkerne under Den Første Verdenskrig befandt sig på den tabende side, måtte de i 1917 afstå Mellemøsten til sejrherrerne. Frankrig fik som mandat Syrien, hvorunder Libanon hørte, samt en del af Irak, mens briterne overtog mandatet Palæstina, som var navnet for det nuværende Israel samt det nuværende Jordan. Mandatets grænser var ikke bestridt.
Frankrig delte Syrien i et kristent mandat, Libanon, og et muslimsk mandat, Syrien. Også Storbritannien delte sit mandat, Palæstina, i to: Det ene det nuværende Israel samt Vestbredden og Gaza, og den anden del Jordan. Den britiske regering havde i 1917 lovet oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina, og i 1922 skete så delingen af det mandat, som var sat til at udløbe den 15. maj 1948.
Året før, i 1947, havde FN afsluttet sine undersøgelser af, hvor grænserne for den nye jødiske stat skulle være. Man havde fra FNs side anbefalet, at - det nu stærkt indsnævrede - Palæstina skulle deles i to: En jødisk stat og en arabisk stat, og at Jerusalem skulle lægges under international kommando og beskyttelse. Det er vigtigt at bemærke, at denne anbefaling kun ville have international juridisk legalitet, såfremt begge parter - jøderne og araberne - havde accepteret det. Dette skete som bekendt ikke - i stedet kom det til krig, efter at Israel den 14. maj udråbte sin stat på det areal, som FN havde anbefalet. Fem arabiske lande angreb næste dag Israel.
Den meget blodige krig, som varede et år, ændrede markant på det kort, som FN havde anbefalet, og da der i 1949 på Cypern blev indgået våbenhvile mellem parterne, stod hærene på de linjer, som i dag er “før-1967-grænserne”.
Det var en ren militær tilfældighed, at linjerne netop blev trukket dér - der var altså intet som helst historisk eller traditionsbundet, eller geografisk logisk ved disse før-1967-grænser. Og der var i øvrigt ingen, som i årene mellem 1949 og 1967 betragtede eller hævdede det som palæstinensisk land. I årene var området under kontrol af den jordanske hær.
Ved 6-dages krigen i juni 1967 indtog Israel yderligere Jerusalem, Golan, Vestbredden, Gaza og Sinai. Og fem måneder senere, den 22. november 1967, vedtog et enigt FNs Sikkerhedsråd Resolution 242, hvori det hedder, at Israel skal trække sig tilbage fra territorier, indtaget i krigen.
Der står altså, i ubestemt form, “territorier” og ikke, i bestemt form, “territorierne”, som det hed i det første tekst-udkast. Og dette er afgørende vigtigt at forstå; for var det ikke blevet ændret, havde såvel Storbritannien som USA nedlagt veto. Med ordet “territorier” åbnede man for de muligheder, der ville kunne fremstå i forbindelse med en fredsslutning mellem Israel og landets arabiske naboer. Man enedes i Sikkerhedsrådet så at sige om at være uenige.
Og Israel kan siges fuldt ud at have levet op til resolution 242, for man holder et stykke land i et område, hvor der endnu ikke er indgået nogen fredsslutning mellem tidligere fjender, og hvor der ikke er fastlagte og anerkendte grænser.
I Geneve-Konventionens artikel 49 hedder det, at den besættende magt, som holder et andet land - eller dele af et andet land - “ikke må deportere eller overføre sin egen befolkning ind til de territorier, som det besætter.” Det er denne artikel, mange har misforstået sådan, at de boliger, Israel opfører på Vestbredden, er “illegale under international lov”.
Det er blevet således, at de to ord, jødiske bosættelser, har lagt et enormt politisk pres på Israel for at få landet til at standse byggeriet. Ja, faktisk er hele bevægelsen for at gøre den jødiske stat illegitim baseret på den ene beskyldning, at besættelsen af Vestbredden er stridende mod international lov.
Rigtigt mange mennesker støtter op om den palæstinensiske fortælling, at israelerne stjal deres land, og bør give det tilbage. Og i dén fortælling er det ret ligegyldigt, om Israel siger, at man er klar til at forhandle, for hvis verden har den opfattelse, at Israel bygger på stjålent land, kan det hele jo være lige meget.
Men hvad nu, hvis bosættelserne ikke strider mod international lov? Hvad nu hvis den almindeligt brugte sætning “de besatte palæstinensiske områder” ikke har nogen lovmæssig understøttelse?
Det spørgsmål stillede direktøren i The Institute for Contemporary Affairs, professor i international ret, Alan Baker, i en kronik i US-Today, idet han bl.a. anførte:
“Territorierne er hverken besatte eller palæstinensiske. Der har på intet tidspunkt været truffet nogen lovmæssig beslutning om overhøjheden over disse territorier, ligesom der ikke mellem Israel og PLO er truffet nogen aftale om deling. Territorierne er derfor lovmæssigt alene at betragte som uafklarede stridspunkter, idet der jo er to parter, som gør krav på området. En situation, der har været i tusindvis af i verden gennem tiderne.”
Allan Baker tilføjer, at “Israel har en grundfæstet, lovlig ret til området - som juridisk indbefatter Balfour-Deklarationen af 1917, San Remo Deklarationen af 1923, Folkeforbundets mandat, og FNs Charter. Hertil kommer, at Oslo-Aftalerne ikke indeholder noget forbud overhovedet mod at opføre bygninger i de dele af territoriet, som der er enighed om, er under Israels kontrol”.
Man kan altså politisk mene, at bosættelserne er uantagelige, men det er ikke det samme som at sige, at bosættelserne er ulovlige, som det igen og igen påstås. For ifølge international lov, er der intet juridisk, der forhindrer Israel at opføre boliger på Vestbredden, hvilket man oven i købet har været forsigtige med at gøre. Således er der gået knapt 50 år siden Israel overtog kontrollen med Vestbredden, og ind til nu dækker israelsk byggeri kun to procent af arealet.
Danmarks Udenrigsminister har altså fastslået, at de knapt 300 resolutioner fra FNs Generalforsamling er juridisk værdiløse, og når det så samtidig forholder sig således, at FNs Geneve-Konventions artikel 49 alene drejer sig om forholdet mellem stater, må man altså konkludere, at Geneve-Konventionen bevidst mistolkes. For hverken Vestbredden eller Gaza har status som en stat - og har aldrig haft det.
De såkaldte bosættelser kan altså juridisk ikke betragtes som illegale, hverken i forhold til Geneve-Konventionen eller Resolution 242.
Noget andet er så, hvad man i verdens-opinionen har af politiske opfattelser. Og det er så sagen, for alt dette er politik og kun politik, og bør behandles således: i en politisk diskussion. Juridisk bliver grænserne mellem Israel og den nye palæstinensiske stat således først “international lov” i det øjeblik, de to parter er nået til enighed om, hvor grænserne mellem de to lande går. Og en sådan aftale kan først blive virkelighed i forbindelse med en fredsslutning. Og indtil en sådan er en realitet, foretager Israel sig juridisk intet ulovligt."
