LCD2 r2 v. Beyerdynamic T1
Her lidt om mine lytteindtryk af LCD2, skrevet som en direkte sammenligning med T1. På den måde håber jeg det bliver lidt nemmere at forholde sig til mine subjektive indtryk
Rock
Der skal noget smæk på, før jeg begynder at fornemme hvad LCD2 kan byde på. Når jeg lytter ved afdæmpede lydniveauer er der slet ikke det drive og det engagement, som kommer frem når der der skrues op for lyden. Dette virker ikke som hovedtelefonen for dem der for det meste lytter ved lavt niveau.
Dårlige optagelser fremstår ikke nødvendigvis som netop dårlige optagelser på LCD2. Det har de derimod en tendens til at gøre på T1, hvor man hurtigt får en fornemmelse af en optagelses tekniske potentiale. LCD2 kan finde noget befordrende frem, især i den nedre mellemtone, på næsten alle optagelser, sågar Rugsted & Kreutzfeldt fra 70erne/80erne. Også visse ”remasterede” udgaver som fx Peter Bellis Helt igennem respektabel, bliver ligefrem om ikke helt igennem så dog relativt respektabel at lytte til!
T1 spiller med en lysere signatur og med lidt mere åbenhed. LCD2 præsenterer tingene med fokus på den lækre nedre mellemtone, der dog en gang imellem bliver lidt for meget af det gode. Lidt for meget af den fede Harley-bas. Dog slet ikke i det omfang som fx Hifimann HE-400 præsterer. Men denne fokusering er formentlig også det der gør LCD2 så god til det jeg netop synes den er god til, nemlig formidling af drive og engagement, fodtrampeeffekt, PRaT eller hvad man nu vil kalde det.
Der hvor LCD2 virkelig kommer til live er selvfølgelig på live-optagelser, hvor den store soundstage og de mange lag giver en fornemmelse af at være tilstede, på en helt anden måde end hvad T1 kan præstere. Lucinda Williams Live @ The Fillmore lyder voldsomt engagerende. WOW. Et andet eksempel er Thomas Ledins I Sommarnattens Ljys, hvor der virkelig er live-stemning for alle pengene. Det er nærmest umuligt at lade være mere at skråle med på Sensuella Isabella, når der er skruet lidt op for volumen.
Rammsteins Live Aus Berlin lyder formidabelt! Jeg fornemmer i langt højere grad end med T1 stemningen og det store show fuldt af imponatoreffekter. Den lidt fede nedre mellemtone passer perfekt, og rummet omkring det hele giver en utrolig intensitet. Ligesom med Lucinda Williams er oplevelsen egentlig ikke så svær at beskrive: WOW. Svært at sidde stille med begge fødder, og pludselig griber jeg mig selv i at slå et par slag i luften og råbe ”noch ein mal”. Lidt uhyggeligt, egentlig J
For lige at lave et lille sidespring, er det lidt den samme oplevelse jeg havde med Denon AH-D2000. Med LCD2 bliver det bare meget bedre, der kommer meget mere styr på bunden, den nedre mellemtone får mere tyngde, gennemsigtigehden bliver bedre etc. etc. Men det er den samme ”we wil f..... rock You” følelse jeg oplever: Den storslåede lyd, det store rum, hovedtelefonens evne til at få den følelse frem i mig, der fyrer op under luftguitaren og sender mig til Roskilde Festival for en stund.
I den lidt mere afdæmpede afdeling, oplever jeg at fx Sanne Salomonsens Unplugged også fungerer rigtig fint. De enkelte instrumenter står lige en knivspids klarer, og længere fremme, end på T1. Og det store luftige rum omkring instrumenterne får det til at lyde både storslået og lidt højtideligt, uden at miste den intimitet der trods alt skinner igennem i sådan en ”unplugged” sesssion. Jeg synes jeg opdager detaljer, som selv ikke T1 har gjort mig opmærksom på! Kan det nu være rigtigt? J
Jazz ... og den slags
Jazz-musik er ikke LCD2’s stærke side. Her fornemmer jeg klart den lidt mørke tuning, og det er som om det slet ikke er LCD2’s styrke at formidle simple forløb med den nerve og intensitet der kan ligge i netop dét. Der skal noget mere power, noget mere kompleksitet, nogle flere lag til, før LCD2 viser sine styrker. Fx er der på Christy Barons album Take This Journey slet ikke den overførsel af ”musikkens indre” fra Christy til mig, som jeg oplever på T1. Instrumenterne står flot(især sax’en er mums), de er fint separeret og vokalen er rimelig intim og samtidig klart gengivet. Men det samlede lydbillede har bare ikke helt den der magiske sammenhængskraft, der får det musikalske frem i mig.
Et mere velkendt eksempel er Dave Brubecks Time Out. Igen står de enkelte instrumenter virkelig flot, og jeg oplever en både detaljeret, luftig og dynamisk gengivelse. Men igen er sammenhængskraften ikke rigtig til stede, i samme omfang som på T1.
Springer vi til Johnny Cash er det lidt samme historie. På Hurt står det hele meget flot, og Cashs vokal er virkelig nærværende og nærmest lidt skræmmende. Men jeg får ikke helt den kuldegysning ned af ryggen som med T1, når de meget inciterende klaveranslag pludselig stopper og Cash synger ”I will make you hurt”.
LCD2 har lidt samme tendens som Grado til at placere en som lytter midt i det hele. Ikke så kompakt som Grado, hvor man nærmest oplever at være med på scenen. Men alligevel med en følelse af at det hele forgår i en 270 graders spredning omkring én. Der er ikke afstand eller overblik mellem den position man får som lytter, og så selve musikken. Det gør at det en gang imellem kan lyde lidt fragmenteret. Som om instrumenterne står lidt i øst og vest, uden at vide at hinanden eksisterer.
På blæseinstrumenter er der tydeligt mere klang og krop på LCD2. Især messingblæsere fremstår med en rigtig flot og troværdig gengivelse, og jeg fornemmer klart bedre end på T1, hvor meget dynamik der kan være fx i en basun. Virkelig lækkert, og jeg får nogen gange lyst til simpelthen bare at lytte til messingblæsere på LCD2.
De to ovenstående afsnit sender mig direkte i et dilemma, når det gælder fx swingmusik, musicals og lignende. Blæserne i sig selv lyder helt fantastisk, men det samlede udtryk er stadig sammensat af enkeltheder, i stedet for at være et hele. Som en samlet puslespil, hvor man kan se det er sat sammen af en masse brikker, i modsætning til at være ét billede. Og hvor ”opløsningen” vel at mærke er højere på ”puslespillet”...
Klassisk
Klassisk er jo mange ting, så vi starter med et utraditionelt nummer, Schullhoffs Bassnachtigall, der er et solostykke for kontrafagot. Her fornemmer jeg på LCD2 mere de vibrationer der opstår i instrumentet, især ved de helt dybe toner, end jeg gør på T1. Ikke at jeg opfatter gengivelsen som gående dybere, men nærmere at jeg hører lidt mere af instrumentets egenklang, krop, resonans eller hvad den rigtige betegnelse nu er. Ret imponerende, hvis man ellers kan holde ud at lytte til en fagot i godt tre minutter J
Videre til Händel, Messiah, Halleluja. På den ene side er jeg meget imponeret af LCD2 når det kommer til koret og blæserne. På den anden side virker pauken lidt kunstigt fremhævet. Og integrationen er stadig bedre på T1. Men koret.. wow. Hvor sopranerne på T1 kan have en tendens til lige at kamme over over og blive en smule skingre, er der ingen problemer på LCD2. Det står bare knivskarpt og uden slinger i valsen.
LCD2 har kun været her en måneds tid, og jeg fornemmer at der stadig er mange uopdagede styrker, og måske et par unoder, som dukker op efterhånden som tiden går og jeg får arbejdet mig igennem musiksamlingen. Men dette var lige nogle umiddelbare indtryk
