...
Når Solen er aktiv, skærmer dens magnetfelt bedre mod de kosmiske stråler fra verdensrummet, før de når vores planet, og ved at regulere på Jordens skydække kan Solen skrue op og ned for temperaturen. Med høj solaktivitet fås færre skyer, og jorden bliver varmere. Lav solaktivitet skærmer dårligere mod den kosmiske stråling, og det resulterer i øget skydække, og dermed en afkøling. Da Solens magnetisme har fordoblet sin styrke i løbet af det 20. århundrede, kan denne naturlige mekanisme være ansvarlig for en stor del af den globale opvarmning i denne periode.
Dette er også forklaringen på, at de fleste klimaforskere prøver at ignorere denne mulighed. Den griber nemlig ind i forestillingen om, at det 20. århundredes temperaturstigning hovedsagelig skyldes menneskelig udledning af CO2. Hvis Solen nemlig har haft betydning for en anselig del af opvarmningen i det 20 århundrede, så betyder det, at CO2's andel nødvendigvis må være mindre.
Lige siden vores teori blev fremsat i 1996, har den været gennem meget skarp kritik, hvilket er normalt i videnskaben.
Først sagde man, at en sammenhæng mellem skyer og Solens aktivitet ikke kunne være rigtig, fordi ingen fysisk mekanisme var kendt. Men i 2006 efter mange års arbejde lykkedes det os at gennemføre eksperimenter ved DTU Space, hvor vi demonstrerede eksistensen af en fysisk mekanisme. Den kosmiske stråling hjælper med at danne aerosoler, som er kimen til skydannelsen.
Derefter gik kritikken på, at den mekanisme, vi have fundet i laboratoriet, ikke ville kunne overleve i den virkelig atmosfære og derfor var uden praktisk betydning. Men den kritik har vi netop eftertrykkeligt afvist. Det viser sig, at Solen selv laver, hvad vi kan kalde naturlige eksperimenter. Kæmpemæssige soludbrud kan få den kosmiske stråling på Jorden til at dykke pludseligt over nogle få dage. I dagene efter disse udbrud falder skydækket med omkring 4 pct., og indholdet af flydende vand i skyerne (dråber) formindskes med næsten 7 pct. Her er tale om en meget stor effekt. Faktisk så stor, at man populært kan sige, at skyerne på Jorden har deres oprindelse i verdensrummet.
...