I dag har vi krystallbaserte løsninger med nøyaktighet i 20-50 ppm-området (part per million) og man bruker digitale buffer som resynkroniserer klokken. Det er så mange forhold hvor man skal være veldig uheldige før jitter skal kunne manifestere seg som hørbare artefakter i lyden.
Jeg er enig at man ikke bare skal gjette, men er det ikke lov å hevde at det ikke er teknisk plausibelt at kabelen tilegnes de egenskapene de påstås å gi basert på fagkunnskap? Igjen, så er jo meknanismene for overføring av elektrisitet velkjente og verifiserte, og det er ingen påviste tekniske indikasjoner som peker i retning at kabelen skal kunne påvirke slik den hevdes å gjøre. Har ikke teknisk fagkunnskap en viss tyngde i dette, eller skal det alltid være vetorett å si at "det tror jeg ikke på"? Jeg prøver iallefall å være ydmyk for andre fagfelt som jeg ikke har så mye kunnskap om.
Akkurat i dette eksemplet kjenner jeg digital audio protokollen i typ teknisk detalj og er kjent med jitter og hvorfor digital audio er utsatt for dette. Jitter er en forvrengning, det er ikke en karakterendring. Jeg leser om ord som "åpnere lyd", "mer trøkk i bassen", "mer definert mellomtone" av digitale kabler. Og slike egenskaper kan ikke, såvidt jeg har forståelse for, påvirke lyden på den måten. For dataene overføres helt perfekt (fordi digital audio har sjekk av dataene før de brukes), så da er det noe annet som påvirker lydbildet dersom det er forskjell.
Altså må det på plass en betydelig revisjon av forklaringen dersom det faktisk bevises å være korrekt at kabler
forbedrer lyden slik de markedsføres som. Jeg er åpen for at min innsikt i temaet er begrenset og dermed feil, men da må da være lov å spørre om hvorfor og ikke bare akseptere
kabelføling.
Men du betviler jo også i ditt forrige innlegg om jitter egentlig kan manifestere seg som artefakter i lyden uavhengig av kabelproblematikken. Dette synes jeg er en drøy påstand sett i lys av at det neppe finnes en eneste DAC konstruktør som ikke tar hensyn til problemstilingen i forhold til jitter. En problemstilling som jobbes med av hver eneste DAC konstruktør skal bare liksom avfeies med fraser som "man skal være veldig uheldige før jitter skal kunne manifestere seg som hørbare artefakter i lyden". Den synes jeg er ganske drøy.
At reduksjon av jitter kan medføre spesielle forandringer av karakteregenskaper av lyden er jeg enig i er tull. Jeg tenker at reduksjon av jitter medfører en generell forbedring av lydkvalitet som ikke kan sammenlignes med spesiell forandring av lyd som en analog kabel kan medføre.
Jeg har levd av å lage datakonvertere i over ti år. Jeg har ikke designet så mye audiospesifikt, men mest for touchskjermer (de er å finne i telefoner og nettbrett fra Google (Nexus 6), Samsung, Motorola, Xiaomi, Nokia, Asus og Lenovo så vet gullørene hva de bør styre unna) og til industrielle/militære applikasjoner (der fikk vi ikke vite så mye om sluttprodukt, men Lockheed Martin og Boeing var hovedkundene til firmaet). Konseptene er uansett de samme, det er ingen vesensforskjell på en audiokonverter og en annen konverter, applikasjonen er gitt av samplingrate og oppløsning. Og det er mildt sagt store avvik mellom hvordan jitter omtales og behandles i den "audiofile diskursen" (hifi-blader, fora, kabelbrosjyrer...) og hvordan det fortoner seg i virkeligheten.
Jitter kan ikke endre karakteren (dvs filtrere) signalet, så det er fysisk umulig for en digitalkabel å ha "avrundet topp" eller "fyldig bass". At omtalene av digitalkabler i audiodiskursen ofte er slående like omtalene av analoge kabler, er forøvrig også en mer enn sterk indikasjon på at lytteinntrykkene som beskrives i stor grad er skapt mellom ørene på lytteren. Videre er signalavhengig jitter introdusert i en kabel ene og alene gitt av båndbredden på kabelen. Og en digitalkabel til tyve kroner kan fint ha høyere båndbredde enn en cryobehandlet kvantekabel til tyve tusen. Sannsynligheten er høy for at den har det. Refleksjoner grunnet impedansmismatch og innstrålt støy kan også introdusere jitter, men da er den signaluavhengig og vil manifestere seg som støy.
Videre er det mange grep man kan ta for å gjøre konverteren jitterrobust, og en god, moderne audiokonverter må ha ganske store mengder jitter på klokka for å introdusere hørbar forvrenging (-100dBfs er en rimelig terskel ift transparens). Normal, harmonisk forvrenging i den analoge utgangsforsterkeren vil under alle normale omstendigheter totalt dominere over jitterforvrenging. Og analog støy over jitterstøy.
At Sony introduserte 1-bit audiokonvertering var uheldig siden 1-bit konvertere er flere dekader mer jitterfølsomme enn multibit. En 1-bit konverter genererer et pulstog som toggler mellom max og min utgangsspenning på en høy frekvens før det lavpassfiltreres, og det gjør at avvik i timingen gir mye mer forvrenging enn samme avvik om man har flere amplitudenivåer. Men det er i liten grad et praktisk problem siden så og si alle moderne audiokonvertere gjør om bitstreamen til en multibitrepresentasjon i det digitale domenet før det konverteres til analogt. Mange helt til LPCM.
Ellers er audiokabelbransjens beskrivelser av jitter ren, spekulativ svada.
Du glemmer at tingene påvirker strømforsygningerne, disse forstyrrelse vil i den sidste ende moduleres ind i det analoge domæne og til sidst havne i vores ører.
Det opdager men når man arbejde med disse ting og medregner ørerne som det vigtigste måleinstrument , en strømforsygning kan umiddelbart virke være helt ok, og digitalteknikken fungerer.
Men ørerne siger noget andet , og disse forsimplede modeller fra almindelig elektronikproduktion holder simpelthen ikke ved audio.
Det kan man forvise sig om ved at optimerer strømforsyninger til et punkt som nærme sig det ideale (langt ud over hvad der er normalt), så vil man opdage at det ikke er jitter som sådan der er hovedproblemet, da man uden problemer kan benytte sig af et billigt CD rom drev med rigtig meget jitter uden at lyden lider nævneværdigt under det.
Ideal power gør en forskel som ingen kan forstille sig før de har prøvet at arbejde seriøst med dette.
Alt udvikling af elektronik simulationer osv benytter sig også tit af tilnærmet ideale strømforsygninger, det kan give overraskelser når de fine kredsløb skal realiseres i praksis.
En LM7805 regulator efterfulgt af 220uF og 100nF som regel fuldt ud tilstrækkeligt til at for at tingene til at fungerer som tilsigtet.
Men så nemt er det desværre ikke når der tales om hi-fi.
Digitale kabler og digitale komponenter og deres beskaffenhed har stor indflydelse på lyden, jeg kender ikke årsagen til dette, jeg ser alt analog og digitalt som siddende parallelt over strømfosrygningen AC-mæssigt, og det gælder også bl.a. fejlkomponenter for et kabel.
Komponent klangforskelle manifesterer sig på samme måde som når man forbinde en mindre polyfims kondensator over en stor elektrolyt for at forbedre denne , eller man parallel forbinder dårlige delefilterkomponenter med bedre for at få en bedre klang.
De fleste som har prøvet dette ved at de forskellige komponenter giver forskellig klangsignatur (og dette gælder også i det digitale domæne) årsagen til at komponenterne gør dette, er det næste uklare punkt.
Det eneste jeg ved er at det har ikke med præcision, eller om komponenten har lidt bedre data eller lidt dårligere, om komponenten er mere eller mindre fejlfri, faktisk er mange af de komponenter som umiddelbart er mest fejlfri i traditionel forstand også dem som lyder dårligst set ud fra et hi-fi synspunkt.
Det virker helt klart som om klangen har noget at gøre med de materiale komponenten er lavet af, plus hvor meget der er gjort ud af af dæmpe komponenten, og store komponenter lyder typisk bedre end små.
Jeg bruger som sagt bl.a. udskiftning af komponenterne omkring spdif koblingen til at genvinde perfekt klangbalance i anlægget efter eks.v. en opgradering, fordi det er et af de steder hvor komponentudskiftning påvirker aller mest (igen mærkeligt).
Erfaring fra udskiftning af komponenter i det analoge område kan direkte overføres til det digitale område, igen mærkeligt og mystiks, og ikke mindst frustrerende for en elektronik-kyndig, men man må acceptere at sådan er det åbenbart , og heldigvis kan det bruges til ens egen fordel, hvis man er klar over sammenhængene.
