Enda en spiker i kista for målemafiaen...

[Espen R]

Jeg forstår deg dithen at du mener at man får den beste digitalllyden når man først registrerer opptaket analogt, og deretter konverterer det?

Hvis så er tilfelle; Gi meg en eneste grunn til at denne ekstrarunden tilfører annet enn forvrengning.

Du forstår meg helt riktig når jeg sier at jo høyere kvalitet kildematerialet har i utgangspunktet, jo høyere kvalitet vil det være på CD'en, selv om den selvfølgelig ikke når opp til masteren (utgangspunktet)

Derfor er de aller fleste av mine CD'er, innspillinger som er gjort i det analoge domene, fordi dette er noe jeg kan leve med som "CD-lyd".

Er noe uklart nå, Valentino?

 

[kbwh]

Nei.

Et tomikrofonopptak gjort klokt og direkte til 16/44,1 bør jo låte rimelig greit da?

 

[Espen R]

Nei.

Et tomikrofonopptak gjort klokt og direkte til 16/44,1 bør jo låte rimelig greit da?

Ja, rimellig bra, spesielt hvis det er få instrumenter tilstede og det er en dynamisk "rolig" innspilling. F.eks. Radka Toneff "Fairytales".

 

[quantum_leap]

Den manglende interessen for parametre finner jeg forøvrig merkelig. Om man opplever en forbedring og klarer å kartlegge den så åpner man muligheten for å få mer av den. Det å ta avstand fra slikt er noe jeg bare ser folk gjør når de vil beskytte sitt subjektive ståsted mot truende argumentasjon.

Skal vi komme noe videre er det kanskje behov for en syntese. En fruktbar syntese kan være å sidestille både kvantitative måledata med kvalitative begrepsinnhold som redskaper til å oppnå ny innsikt.

Kvalitativ og kvantitativ tilnærming gir hver for seg ulik kunnskap. For den som er opptatt av mer kunnskap og større innsikt, er det svært begrensende å "bare" holde seg til en av leirene.

 

[Snickers-is]

Espen:

Direct-to-disc forstår jeg som at det er samme masteren som er benyttet. Problemet er jo ikke mediet men behandlingen. Innspillinger/skjæringer av særlig høy kvalitet har vært bedre tilgjengelig på vinyl enn på CD, og man er langt fra sikker på å få samme master om man kjøper samme plate på hhv vinyl og CD.

Kompresjonen som gjøres er alt annet enn vanskelig å måle. Dytt et målesignal inn i kompressoren og se hva du får ut så vil plutselig harmonisk forvrengning på 1% havne i et nytt perspektiv.

 

[niklasthedolphin]

Nei.

Et tomikrofonopptak gjort klokt og direkte til 16/44,1 bør jo låte rimelig greit da?

Ja, rimellig bra, spesielt hvis det er få instrumenter tilstede og det er en dynamisk "rolig" innspilling. F.eks. Radka Toneff "Fairytales".

Når jeg laver to-mikrofon optagelser i "marken" med spolebåndoptager bruger jeg gerne en Hard Disk optager med burr-brown ADC og 24 eller 32/192 bit/sampling.
Efterfølgende kan man editere med pan, comp, exp, eq, effekter og alt hvad hjertet begærer og slutteligt kan man brænde en CD i redbok format (16/44.1).

Det er meget sjældent jeg editerer andet end cutting og normalisering under 0dB niveau.

CD'erne fra denne process tæver næsten alle CD'er på konsummarkedet med flere længder i lydkvalitet men stadig................. Lydkvaliteten kommer aldrig i nærheden af den samme event optaget på spolebånd.

Det er derfor at denne digitale optagemulighed, omend den den er betydelig højere opløst end CD'ens redbok format, er degraderet til kun at være back-up til spolebåndsoptagelsen.

Et spolebånd opaget i bedste kvalitet på min maskine er 38 cm/s i hastighed og jeg ved at nogle maskiner arbejder dobbelt så hurtigt.
Men selv ved 38cm/s er der begrænset tid på et bånd. Så ved nogle events skal der skiftes spoler 3 gange eller flere.
Jeg har 2 spor og kan ikke vende båndet. På en maskine med 4 spor vender man båndet men kvaliteten bliver teoretisk kun halv så god.
Det er smådyrt i båndforbrug.
Men hvad gør man ikke for den gode lyd.

Havde jeg været totalt fanatisk havde back-up været tidsforskudt spolebåndoptagelse.
Men da jeg ikke laver disse optagelser med markedsføring og profit for øje er det som at skyde gråspurve med kanoner.

Laver man optagelser med mange mikrofoner går signalet gennem en powermixer med signalstyrkejustering for hver mikrofon.
Nogle/mange (dog næsten aldrig jeg) benytter så også eq, comp, exp og andre pre-editeringer/manipulationer i mixeren før mastersignalet sendes videre til optagekilden.

Man kan nemt regne ud at der skal ikke meget fejljustering af level eller overdreven brug af pre-editering eller effekttilvalg før lyden er ødelagt uanset om den ender som lagret digitalt eller analogt.

Så når man taler om at en to-mikrofon optagelse direkte i digital 16/44.1 bliver rigtig god, i forhold til hvad bliver den så det?

"dolph"

 

[Snickers-is]

Du er fortsatt på "subjektivt synsenivå" dolph. Det rimer dårlig med påstander om at du hører ting som ikke er målbare.

 

[Soundproof]

Soundproofs slemme kabeltest

1. Man tager et utvalg monoinnspillinger av god kvalitet: piano, cello, enkel vokal, jazz trio, symfoni og messe med stort kor. (Du kan ev. lage mono-versjoner av stereoinnspillinger du kjenner godt.)

2. Man tilfører deretter et utvalg kabler man ønsker å vurdere.

3. Deretter gjennomfører man testen på et noe utradisjonelt vis.

a. Sett et kabelpar mellom komponentene du ønsker å teste, om det er signal eller høyttaler har ingen ting å si for testen.
b. Når du har lyttet og gjort deg et inntrykk, får du en makker til å bytte EN av kablene med et annet merke/kvalitet.
c. Nå lytter du videre, først med begge høyttalere på. Merker du klar forskjell mellom den er jo det greit. Men du kan kjøre balansen mellom dem - L/R - til du har valgt deg kabelen du liker best.
d. Nå setter du inn makkeren til den foretrukne kabelen som erstatning for taperen og rekalibrerer deg på kablene du liker.
e. Og så prøver du neste kabel - men kun EN.

Til slutt vil du ha kommet frem til hvilken kabel som du liker best, og som kjører best i ditt anlegg.

Jeg kaller testen SLEM fordi det er mange som får seg en overraskelse.

Og du kan selvsagt gjøre dette med et stereosignal. Er det "lyst og lufting og åpent" på den ene siden, men ikke den andre, så er det vel grei skuring?

 

[niklasthedolphin]

Espen:

Direct-to-disc forstår jeg som at det er samme masteren som er benyttet. Problemet er jo ikke mediet men behandlingen. Innspillinger/skjæringer av særlig høy kvalitet har vært bedre tilgjengelig på vinyl enn på CD, og man er langt fra sikker på å få samme master om man kjøper samme plate på hhv vinyl og CD.

Kompresjonen som gjøres er alt annet enn vanskelig å måle. Dytt et målesignal inn i kompressoren og se hva du får ut så vil plutselig harmonisk forvrengning på 1% havne i et nytt perspektiv.

Lidt OT men det er et meget spændende emne synes jeg:

Der findes jo mange måder hvorpå man bedre udnytter potentialet for god lyd på en LP.
Ingen af dem gør prisen på LP'en lavere.

Blandt andet findes der Direct to Disc som betyder at man i stedet for at skære en matrise direkte fra masterbånd skærer en LP direkte. Der er selkaber der har specialiseret sig i dette som f.eks. Flying Disc.

Man laver udgivelser hvor LP'erne skal afspilles på 45 rpm. Hermed har man så spredt informationen i rillen.
Her bliver en enkelt LP til n dobbelt LP og selvfølgelig dyrere.

Der findes LP'er med vægtangivelse. Her er rillerne dybere, afstanden mellem rillerne en smule større og pladen bliver mere stabil.

Derudover findes der pladeselskaber som har gjort særligt meget ud af bestemte udgivelsesserier eller som bare generelt har højere kvalitet gennem produktlinien.
Her kan nævnes bl.a. Verve, Blue Note, RCA Living Stereo, Mobile Fidelity, Chesky etc.
Der findes mange og nogle er at foretrække frem for andre.
F.eks. er jeg ikke så begejstret for Blue Note som mange andre er.

Man kan i i høj grad også tweake lydkvaliteten op i selve optage og mastering fasen.
Det er så noget der kommer både CD og LP udgivelser til gode.

"dolph"

 

[niklasthedolphin]

Soundproofs slemme kabeltest

1. Man tager et utvalg monoinnspillinger av god kvalitet: piano, cello, enkel vokal, jazz trio, symfoni og messe med stort kor.

2. Man tilfører deretter et utvalg kabler man ønsker å vurdere.

3. Deretter gjennomfører man testen på et noe utradisjonelt vis.

a. Sett et kabelpar mellom komponentene du ønsker å teste, om det er signal eller høyttaler har ingen ting å si for testen.
b. Når du har lyttet og gjort deg et inntrykk, får du en makker til å bytte EN av kablene med et annet merke/kvalitet.
c. Nå lytter du videre, først med begge høyttalere på. Merker du klar forskjell mellom den er jo det greit. Men du kan kjøre balansen mellom dem - L/R - til du har valgt deg kabelen du liker best.
d. Nå setter du inn makkeren til den foretrukne kabelen som erstatning for taperen og rekalibrerer deg på kablene du liker.
e. Og så prøver du neste kabel - men kun EN.

Til slutt vil du ha kommet frem til hvilken kabel som du liker best, og som kjører best i ditt anlegg.

Jeg kaller testen SLEM fordi det er mange som får seg en overraskelse.

Det synes jeg er en rigtig god måde at vælge kabler på.
Sådan har jeg også gjort.

Men det har afstedkommet at jeg har valgt forskellige signalkabler til samtlige mine komponenter i anlæget.

For det viser sig nemlig at hvad der er godt mellem CD og forforstærker ikke nødvendigvis er godt mellem RIAA og forforstærker.

Jeg tvivler iøvrigt på at man kan måle den forskel der høres i hvert enkelt tilfælde.


"dolph"

 

[Espen R]

Espen:

Direct-to-disc forstår jeg som at det er samme masteren som er benyttet. Problemet er jo ikke mediet men behandlingen. Innspillinger/skjæringer av særlig høy kvalitet har vært bedre tilgjengelig på vinyl enn på CD, og man er langt fra sikker på å få samme master om man kjøper samme plate på hhv vinyl og CD.

Kompresjonen som gjøres er alt annet enn vanskelig å måle. Dytt et målesignal inn i kompressoren og se hva du får ut så vil plutselig harmonisk forvrengning på 1% havne i et nytt perspektiv.

Lidt OT men det er et meget spændende emne synes jeg:

Der findes jo mange måder hvorpå man bedre udnytter potentialet for god lyd på en LP.
Ingen af dem gør prisen på LP'en lavere.

Blandt andet findes der Direct to Disc som betyder at man i stedet for at skære en matrise direkte fra masterbånd skærer en LP direkte. Der er selkaber der har specialiseret sig i dette som f.eks. Flying Disc.

Man laver udgivelser hvor LP'erne skal afspilles på 45 rpm. Hermed har man så spredt informationen i rillen.
Her bliver en enkelt LP til n dobbelt LP og selvfølgelig dyrere.

Der findes LP'er med vægtangivelse. Her er rillerne dybere, afstanden mellem rillerne en smule større og pladen bliver mere stabil.

Derudover findes der pladeselskaber som har gjort særligt meget ud af bestemte udgivelsesserier eller som bare generelt har højere kvalitet gennem produktlinien.
Her kan nævnes bl.a. Verve, Blue Note, RCA Living Stereo, Mobile Fidelity, Chesky etc.
Der findes mange og nogle er at foretrække frem for andre.
F.eks. er jeg ikke så begejstret for Blue Note som mange andre er.

Man kan i i høj grad også tweake lydkvaliteten op i selve optage og mastering fasen.
Det er så noget der kommer både CD og LP udgivelser til gode.

"dolph"

"Direct to disc" var jo et eksempel på at lydkvaliteten ble ennå høyere hvis man unngikk et ledd i innspillingskjeden, nemlig båndoptakermaskinen, og istedenfor innspilte direkte til disc-graverings-enheten. Selvfølgelig er dette svært upraktisk. Men lyden blir ennå et par hakk bedre enn om man går via båndmaskin, spesielt dynamikken er noe alle snakker om.
Når Sheffield Lab ga ut disse "direktegraverte" utgivelsene på CD ble signalet IKKE tatt fra denne "disc cuttern" men tape fra en vanlig båndmaskin som ble kjørt paralellt med direktegraveringa under studioinnspillinga.

Når det gjelder Frode Thingnæs Quintet på CD mener jeg at det ikke ble kjørt noen båndmaskin paralellt, og at CD overførselen derfor er gjort fra denne "disc cuttern".
Correct me if I'm wrong!

 

[niklasthedolphin]

Espen:

Direct-to-disc forstår jeg som at det er samme masteren som er benyttet. Problemet er jo ikke mediet men behandlingen. Innspillinger/skjæringer av særlig høy kvalitet har vært bedre tilgjengelig på vinyl enn på CD, og man er langt fra sikker på å få samme master om man kjøper samme plate på hhv vinyl og CD.

Kompresjonen som gjøres er alt annet enn vanskelig å måle. Dytt et målesignal inn i kompressoren og se hva du får ut så vil plutselig harmonisk forvrengning på 1% havne i et nytt perspektiv.

Lidt OT men det er et meget spændende emne synes jeg:

Der findes jo mange måder hvorpå man bedre udnytter potentialet for god lyd på en LP.
Ingen af dem gør prisen på LP'en lavere.

Blandt andet findes der Direct to Disc som betyder at man i stedet for at skære en matrise direkte fra masterbånd skærer en LP direkte. Der er selkaber der har specialiseret sig i dette som f.eks. Flying Disc.

Man laver udgivelser hvor LP'erne skal afspilles på 45 rpm. Hermed har man så spredt informationen i rillen.
Her bliver en enkelt LP til n dobbelt LP og selvfølgelig dyrere.

Der findes LP'er med vægtangivelse. Her er rillerne dybere, afstanden mellem rillerne en smule større og pladen bliver mere stabil.

Derudover findes der pladeselskaber som har gjort særligt meget ud af bestemte udgivelsesserier eller som bare generelt har højere kvalitet gennem produktlinien.
Her kan nævnes bl.a. Verve, Blue Note, RCA Living Stereo, Mobile Fidelity, Chesky etc.
Der findes mange og nogle er at foretrække frem for andre.
F.eks. er jeg ikke så begejstret for Blue Note som mange andre er.

Man kan i i høj grad også tweake lydkvaliteten op i selve optage og mastering fasen.
Det er så noget der kommer både CD og LP udgivelser til gode.

"dolph"

"Direct to disc" var jo et eksempel på at lydkvaliteten ble ennå høyere hvis man unngikk et ledd i innspillingskjeden, nemlig båndoptakermaskinen, og istedenfor innspilte direkte til disc-graverings-enheten. Selvfølgelig er dette svært upraktisk. Men lyden blir ennå et par hakk bedre enn om man går via båndmaskin, spesielt dynamikken er noe alle snakker om.
Når Sheffield Lab ga ut disse "direktegraverte" utgivelsene på CD ble signalet IKKE tatt fra denne "disc cuttern" men tape fra en vanlig båndmaskin som ble kjørt paralellt med direktegraveringa under studioinnspillinga.

Når det gjelder Frode Thingnæs Quintet på CD mener jeg at det ikke ble kjørt noen båndmaskin paralellt, og at CD overførselen derfor er gjort fra denne "disc cuttern".
Correct me if I'm wrong!

Du har ganske givet ret.
Det ville være svært omkostningsfuldt hvis der skulle skæres en ny LP for hver udgivelse.

"dolph"

 

[Espen R]

Espen:

Direct-to-disc forstår jeg som at det er samme masteren som er benyttet. Problemet er jo ikke mediet men behandlingen. Innspillinger/skjæringer av særlig høy kvalitet har vært bedre tilgjengelig på vinyl enn på CD, og man er langt fra sikker på å få samme master om man kjøper samme plate på hhv vinyl og CD.

Kompresjonen som gjøres er alt annet enn vanskelig å måle. Dytt et målesignal inn i kompressoren og se hva du får ut så vil plutselig harmonisk forvrengning på 1% havne i et nytt perspektiv.

1) Tror du misforstår. Det er ingen mastertaper inne i bildet for utgivelse på Lp. (Se mitt innlegg over).

2) Poenget med "direct to disc" var ultimativ lyd. Derfor ingen kompresjon. Derav navnet "direct to disc".

 

[kbwh]

Denne master cuten har vel blitt spilt av med noe som likner veldig på en grammofon for i det hele tatt kunne digitaliseres?

 

[Espen R]

Espen:

Direct-to-disc forstår jeg som at det er samme masteren som er benyttet. Problemet er jo ikke mediet men behandlingen. Innspillinger/skjæringer av særlig høy kvalitet har vært bedre tilgjengelig på vinyl enn på CD, og man er langt fra sikker på å få samme master om man kjøper samme plate på hhv vinyl og CD.

Kompresjonen som gjøres er alt annet enn vanskelig å måle. Dytt et målesignal inn i kompressoren og se hva du får ut så vil plutselig harmonisk forvrengning på 1% havne i et nytt perspektiv.

Lidt OT men det er et meget spændende emne synes jeg:

Der findes jo mange måder hvorpå man bedre udnytter potentialet for god lyd på en LP.
Ingen af dem gør prisen på LP'en lavere.

Blandt andet findes der Direct to Disc som betyder at man i stedet for at skære en matrise direkte fra masterbånd skærer en LP direkte. Der er selkaber der har specialiseret sig i dette som f.eks. Flying Disc.

Man laver udgivelser hvor LP'erne skal afspilles på 45 rpm. Hermed har man så spredt informationen i rillen.
Her bliver en enkelt LP til n dobbelt LP og selvfølgelig dyrere.

Der findes LP'er med vægtangivelse. Her er rillerne dybere, afstanden mellem rillerne en smule større og pladen bliver mere stabil.

Derudover findes der pladeselskaber som har gjort særligt meget ud af bestemte udgivelsesserier eller som bare generelt har højere kvalitet gennem produktlinien.
Her kan nævnes bl.a. Verve, Blue Note, RCA Living Stereo, Mobile Fidelity, Chesky etc.
Der findes mange og nogle er at foretrække frem for andre.
F.eks. er jeg ikke så begejstret for Blue Note som mange andre er.

Man kan i i høj grad også tweake lydkvaliteten op i selve optage og mastering fasen.
Det er så noget der kommer både CD og LP udgivelser til gode.

"dolph"

"Direct to disc" var jo et eksempel på at lydkvaliteten ble ennå høyere hvis man unngikk et ledd i innspillingskjeden, nemlig båndoptakermaskinen, og istedenfor innspilte direkte til disc-graverings-enheten. Selvfølgelig er dette svært upraktisk. Men lyden blir ennå et par hakk bedre enn om man går via båndmaskin, spesielt dynamikken er noe alle snakker om.
Når Sheffield Lab ga ut disse "direktegraverte" utgivelsene på CD ble signalet IKKE tatt fra denne "disc cuttern" men tape fra en vanlig båndmaskin som ble kjørt paralellt med direktegraveringa under studioinnspillinga.

Når det gjelder Frode Thingnæs Quintet på CD mener jeg at det ikke ble kjørt noen båndmaskin paralellt, og at CD overførselen derfor er gjort fra denne "disc cuttern".
Correct me if I'm wrong!

Du har ganske givet ret.
Det ville være svært omkostningsfuldt hvis der skulle skæres en ny LP for hver udgivelse.

"dolph"

Denne direktegraverings-discen danner grunnlaget for pressning av Lp'er. Når det er gjort et visst antall pressninger, begynner denne directe-graverings-discen å bli utslitt. Og jo tidligere serienummer i pressninga, jo bedre lyd.
Derfor er disse utgivelsene fra Sheffield meget høyt priset på bruktmarkedet.

 

[Parelius]

Når Sheffield Lab ga ut disse "direktegraverte" utgivelsene på CD ble signalet IKKE tatt fra denne "disc cuttern" men tape fra en vanlig båndmaskin som ble kjørt paralellt med direktegraveringa under studioinnspillinga.

Re-utgivelsen av Thelma Houston (?) på Sheffield Lab, var fra bånd. Tar jeg ikke mye feil, har jeg vel stående både originalen (DD) og re-utgivelsen i hyllene. Synes å huske at den siste var hakket dårligere ja.

 

[Espen R]

Når Sheffield Lab ga ut disse "direktegraverte" utgivelsene på CD ble signalet IKKE tatt fra denne "disc cuttern" men tape fra en vanlig båndmaskin som ble kjørt paralellt med direktegraveringa under studioinnspillinga.

Re-utgivelsen av Thelma Houston (?) på Sheffield Lab, var fra bånd. Tar jeg ikke mye feil, har jeg vel stående både originalen (DD) og re-utgivelsen i hyllene. Synes å huske at den siste var hakket dårligere ja.

Ja, det er en kjent sak at utgavene tatt fra tape låter et par hakk dårligere, det skyldes nok ikke aldring av tapen, men at "direct to disc" er bedre. Less is more.

 

[Espen R]

Denne master cuten har vel blitt spilt av med noe som likner veldig på en grammofon for i det hele tatt kunne digitaliseres?

Sånn tenker jeg også, vet ikke detaljene her.

 

[Snickers-is]

Lidt OT men det er et meget spændende emne synes jeg:

Der findes jo mange måder hvorpå man bedre udnytter potentialet for god lyd på en LP.
Ingen af dem gør prisen på LP'en lavere.

Blandt andet findes der Direct to Disc som betyder at man i stedet for at skære en matrise direkte fra masterbånd skærer en LP direkte. Der er selkaber der har specialiseret sig i dette som f.eks. Flying Disc.

Man laver udgivelser hvor LP'erne skal afspilles på 45 rpm. Hermed har man så spredt informationen i rillen.
Her bliver en enkelt LP til n dobbelt LP og selvfølgelig dyrere.

Der findes LP'er med vægtangivelse. Her er rillerne dybere, afstanden mellem rillerne en smule større og pladen bliver mere stabil.

Derudover findes der pladeselskaber som har gjort særligt meget ud af bestemte udgivelsesserier eller som bare generelt har højere kvalitet gennem produktlinien.
Her kan nævnes bl.a. Verve, Blue Note, RCA Living Stereo, Mobile Fidelity, Chesky etc.
Der findes mange og nogle er at foretrække frem for andre.
F.eks. er jeg ikke så begejstret for Blue Note som mange andre er.

Man kan i i høj grad også tweake lydkvaliteten op i selve optage og mastering fasen.
Det er så noget der kommer både CD og LP udgivelser til gode.

"dolph"

Det aller aller aller aller aller mest interessante med akkurat det du skriver her er jo at jo flere gram, jo høyere hastighet, jo mer nøyaktig gravering osv man gjør, jo nærmere kommer man et godt digitalt medie.

 

[niklasthedolphin]

Lidt OT men det er et meget spændende emne synes jeg:

Der findes jo mange måder hvorpå man bedre udnytter potentialet for god lyd på en LP.
Ingen af dem gør prisen på LP'en lavere.

Blandt andet findes der Direct to Disc som betyder at man i stedet for at skære en matrise direkte fra masterbånd skærer en LP direkte. Der er selkaber der har specialiseret sig i dette som f.eks. Flying Disc.

Man laver udgivelser hvor LP'erne skal afspilles på 45 rpm. Hermed har man så spredt informationen i rillen.
Her bliver en enkelt LP til n dobbelt LP og selvfølgelig dyrere.

Der findes LP'er med vægtangivelse. Her er rillerne dybere, afstanden mellem rillerne en smule større og pladen bliver mere stabil.

Derudover findes der pladeselskaber som har gjort særligt meget ud af bestemte udgivelsesserier eller som bare generelt har højere kvalitet gennem produktlinien.
Her kan nævnes bl.a. Verve, Blue Note, RCA Living Stereo, Mobile Fidelity, Chesky etc.
Der findes mange og nogle er at foretrække frem for andre.
F.eks. er jeg ikke så begejstret for Blue Note som mange andre er.

Man kan i i høj grad også tweake lydkvaliteten op i selve optage og mastering fasen.
Det er så noget der kommer både CD og LP udgivelser til gode.

"dolph"

Det aller aller aller aller aller mest interessante med akkurat det du skriver her er jo at jo flere fram, jo høyere hastighet, jo mer nøyaktig gravering osv man gjør, jo nærmere kommer man et godt digitalt medie.

Jeg holder meget af din ironiske humor!!!

"dolph"

 

[roffe]

"direkte til disc" er jo ikke SÅ direkte som man får det til å høres ut her. Man må jo blant annet innom en konverter som i praksis er det motsatte av RIAA-trinnet som kreves ved avspilling av vinylen. I tillegg er live-musikk faktisk svært dynamisk, og vil ofte kunne overgå innspillingsmediets dynamikknivå ganske ettertrykkelig. Så ved "direkte til disc"-innspilling må man enten safe inn med et ganske lavt innspillingsnivå, noe som fort gir dårligere SNR, eller så må man ha limitere/kompressorer i signalveien for å ta ned de dynamikkpeakene som mediet ikke takler.

Men dette er vel litt OT, eller?

 

[Parelius]

Der findes LP'er med vægtangivelse. Her er rillerne dybere, afstanden mellem rillerne en smule større og pladen bliver mere stabil.

Jeg var av den formening at vekten på platen (om det nå er 120 eller 180 grams, eller noe annet) ikke sa noe om dybden i rillene, eller avstanden mellom dem. Det er vel ikke forskjell på prosessen frem til lagingen av "stamper" (den positiv som presses inn i vinylen)? Og så lenge det ikke er tilfellet, så gjør det vel ingen forskjell om vinylen veier 1000 gram? Så dette forstår jeg ikke.

[/OT]

 

[frans]

Soundproofs slemme kabeltest

1. Man tager et utvalg monoinnspillinger av god kvalitet: piano, cello, enkel vokal, jazz trio, symfoni og messe med stort kor. (Du kan ev. lage mono-versjoner av stereoinnspillinger du kjenner godt.)

2. Man tilfører deretter et utvalg kabler man ønsker å vurdere.

3. Deretter gjennomfører man testen på et noe utradisjonelt vis.

a. Sett et kabelpar mellom komponentene du ønsker å teste, om det er signal eller høyttaler har ingen ting å si for testen.
b. Når du har lyttet og gjort deg et inntrykk, får du en makker til å bytte EN av kablene med et annet merke/kvalitet.
c. Nå lytter du videre, først med begge høyttalere på. Merker du klar forskjell mellom den er jo det greit. Men du kan kjøre balansen mellom dem - L/R - til du har valgt deg kabelen du liker best.
d. Nå setter du inn makkeren til den foretrukne kabelen som erstatning for taperen og rekalibrerer deg på kablene du liker.
e. Og så prøver du neste kabel - men kun EN.

Til slutt vil du ha kommet frem til hvilken kabel som du liker best, og som kjører best i ditt anlegg.

Jeg kaller testen SLEM fordi det er mange som får seg en overraskelse.

Og du kan selvsagt gjøre dette med et stereosignal. Er det "lyst og lufting og åpent" på den ene siden, men ikke den andre, så er det vel grei skuring?

AD 1. Hvorfor ikke bare bruke en enkel sinustone i mono?
Det gir en mye bedre (les: pålitelig) resultat 8) 8) 8)

 

[Soundproof]

Joda, hvis man liker å lytte til sinustoner ... ;D

Selv foretrekker jeg solo-instrumenter, én vokal, nettopp for å forenkle lydbildet. Men på enkelte innspillinger er det også fint å åpne stort opp, som med kor og orkester.

 

[om.s]

Lidt OT men det er et meget spændende emne synes jeg:

Der findes jo mange måder hvorpå man bedre udnytter potentialet for god lyd på en LP.
Ingen af dem gør prisen på LP'en lavere.

Blandt andet findes der Direct to Disc som betyder at man i stedet for at skære en matrise direkte fra masterbånd skærer en LP direkte. Der er selkaber der har specialiseret sig i dette som f.eks. Flying Disc.

Man laver udgivelser hvor LP'erne skal afspilles på 45 rpm. Hermed har man så spredt informationen i rillen.
Her bliver en enkelt LP til n dobbelt LP og selvfølgelig dyrere.

Der findes LP'er med vægtangivelse. Her er rillerne dybere, afstanden mellem rillerne en smule større og pladen bliver mere stabil.

Derudover findes der pladeselskaber som har gjort særligt meget ud af bestemte udgivelsesserier eller som bare generelt har højere kvalitet gennem produktlinien.
Her kan nævnes bl.a. Verve, Blue Note, RCA Living Stereo, Mobile Fidelity, Chesky etc.
Der findes mange og nogle er at foretrække frem for andre.
F.eks. er jeg ikke så begejstret for Blue Note som mange andre er.

Man kan i i høj grad også tweake lydkvaliteten op i selve optage og mastering fasen.
Det er så noget der kommer både CD og LP udgivelser til gode.

"dolph"

Det aller aller aller aller aller mest interessante med akkurat det du skriver her er jo at jo flere fram, jo høyere hastighet, jo mer nøyaktig gravering osv man gjør, jo nærmere kommer man et godt digitalt medie.

Jeg holder meget af din ironiske humor!!!

"dolph"

;D ;D

mvh