Noen ganger finnes det objektive sannheter også. En forsterker med 0,01 % forvrengning ved en bestemt frekvens (men ukjent lastimpedans) farger lyden mye mer enn en som har mindre enn 0,0007 % forvrengning hele veien fra 20 Hz til 20 kHz ved 200 W i 4 ohm last. Det er 14,3 ganger mer forvrengning ved den oppgitte frekvensen, og formodentlig enda mye mer ved både høyere og lavere frekvenser. I det ene tilfellet fins det en frekvens hvor forvrengningskomponentene holder seg ved -80 dB eller lavere, i det andre er det ingen forvrengningskomponenter over -103 dB uansett frekvens - altså godt nedenfor støygulvet på en CD. Det ene er hørbart, det andre ikke. Et signal/støy-forhold på 124 dB er også bedre enn et på 99 dB. Det er 17,8 ganger bedre oppløsning, for å være presis. Og da går jeg ut fra at den ukjente produsenten snakker sant med de opplysningene han gir på ebay. For meg blir det bare dumt å sammenligne disse som reelle alternativer. Hvorfor ikke en LM3886 chipamp med det samme?
Men det forutsetter jo at vi er enige om formålet med en forsterker: Å forsterke signalet uten å tilføre hverken forvrengning eller støy. Ideelt en "straight wire with gain" som Elektrocompaniet pleide å si om sine effektforsterkere. Hvis du ønsker en effektboks for å farge lyden i en bestemt retning i stedet, vel, da er det mye å velge mellom der ute.
Måske det også var interessant at se SR værdier og nogle firkanter, i det hele taget data for de dynamiske aspekter, men det ser man jo aldrig for klasse D , er det fordi det bare er perfekt ?, eller skal det skjules fordi det faktisk er et mega/enormt talbageskridt i forhold til traditionelle forstærker.
Har nævnt det før jeg mener det bedste er klasse A , her skal man bare sørger for at de egenskaber som er indbygget i princippet kommer frem, derefter kommer klasse A/B, her skal arbejdes noget mere for at for at få lyden optimal, til sidst kommer så klasse D, hvor alt lyd som stammer fra klasse D princippet bare skal helt væk ellers er princippet så dårligt at man simpelthen tror det er løgn.
(Men som Drossel så rigtigt tidligere sagde så forhindre cost benefit at denne rangorden træder helt tydeligt frem ved kommercielt udstyr)
Det er en kæmpe opgave og næsten uløselig at få klasse D til at spille Hi-Fi, men lykkes det har man en forstærker hvis basgengivelse næsten kan konkurrere med en klasse A forstærker uden at man for en kæmpe el-regning.
Og det er vil nok kimen/årsagen til klasse D's popularitet at det kan for alle de dødssyge basrefleks højtaler der står rundt omkring til at spille noget nogle mener er præsis bas-gengivelse, slet ikke rigtig efter min mening , alene det man sige præcis bas så er der noget galt, men som sagt noget som nogen synes er præsis bas.
Altså, man prøver at kompenserer for et ubrugeligt højtaler princip, med et ubrugeligt forstærker princip, hvis det laves og kobles op som fabrikanten forskriver.
Man kompenserer sikkert også for lyden i de typiske CD hi-fi valg som Patricia Barber osv.
Jeg har selv klasse D Hypex UCD 400 og har også haft og konstrueret de andre nævnte principper.
Jeg mener absolut at Hypex er det bedste valg hvis det skal være klasse D , lige så klart for mig er det at det dårligste valg er ICE power.
Angående den nye Hypex Ncore har jeg ikke hørt den, men der er nogle uregelmæssigheder i kurverne i den høje ende som jeg ikke bryder mig om, kunne godt forestille mig at det kunne give en meget "detaljeret" gengivelse, og et lidt slankt helhedsindtryk.
Men i første runde tenkte jeg det kunne være lønnsomt å snoke til seg litt info fra dere i denn tråden.
