Fatah-knive og ISIS-knive: Palæstinensisk børneofring
"
En sådan leder, sheik Yusuf al-Qaradawi, sidder langt borte i sikkerhed i Qatar og sender palæstinensiske børn i døden. Moskeerne og skolerne i Det Palæstinensiske Selvstyre og i Gaza-striben, såvel som deres sociale medier, udnytter ofte skamløst palæstinensiske børn – som måske føler sig en smule fortabte, og som længes efter at blive beundret for en storslået "heroisk handling" i en storslået romantisk "sags" tjeneste.
Det er tragisk, for da de israelske styrker ofte ikke lader den slags angribere slippe væk, ender mange af de mord, som disse børn begår, også med at blive unødige, "passive" selvmord.
Vore forkvaklede ledere opmuntrer ikke alene unge palæstinensere til at begå mord. Når disse børn bliver dræbt i færd med at begå mord, påstår både Selvstyret og Hamas, at israelerne "henretter" dem. Derefter kalder de vore børn for martyrer (shuhadaa), glorificerer dem og gør dem til rollemodeller for andre taberbørn. Og derefter udbetaler de enorme bonusser til deres familier.
De sender mindreårige ud for at gøre deres beskidte arbejde, vel vidende at de sandsynligvis vil blive dræbt af de israelske sikkerhedsstyrker. Hvordan kan vi retfærdiggøre dette over for os selv? Hvad har vi gjort med den gode forstand, som Allah gav os? Hvad er der sket med vores moral?
Det er smertefuldt at se, hvordan disse børn og unge gøres til kasserede discountvarer. Der er tale om barneofringer ved en kynisk palæstinensisk ledelse, som fostrer en mørk kultur bestående af mord og død.
Hvis palæstinenserne virkelig ønsker at tage kampen op med Israel, hvorfor sender de så børn ud for at udkæmpe en "hellig krig" i stedet for at udkæmpe den selv, som mænd?
Der er intet godt kommet – og kan end ikke forventes at komme noget godt – ud af disse døde på begge sider. Er situationen for Al-Aqsa-moskeen "forbedret?" Er den ikke længere "i fare?"
Problemet er, at Al-Aqsa-moskeen på intet tidspunkt har været i fare. Der har heller aldrig været nogen giftresistente rotter, angiveligt sluppet ud af israelerne, sådan som det officielle palæstinensiske nyhedsagentur Wafa har påstået, for at drive de arabiske beboere i Jerusalem ud af deres hjem. Som en arabisk journalist tørt skrev: "Det står ikke helt klart, hvordan disse rotter har lært at holde sig fra de jøder, som tilfældigvis også bor i den Gamle Bydel." Der har heller aldrig eksisteret et tyggegummi, angiveligt iblandet et elskovsmiddel af israelerne for at fordærve vore mænd og kvinder. Er en eneste meter palæstinensisk jord nogensinde blevet befriet? Er jøderne virkelig flygtet fra Israel "i rædsel"? Tværtimod – Europas jøder flygter til Israel. Det er ironisk, at selvom jøderne virker splittede og farer i totterne på hinanden, har vi blot knyttet dem tættere sammen.
På en eller anden måde synes israelerne altid at overvinde bortførelserne, selvmordsbomberne, mordene og den udbredte terrorisme, som vi palæstinensere smider i hovedet på dem. De viger aldrig; de går fremad.
Der er således to opgaver, som synes påkrævet. For det første må vi beslutte, og det hurtigt, om vi virkelig ønsker endnu en væbnet konflikt med israelerne. For det andet må vi virkelig se at få vore børn væk fra dødens marker. Enhver, der sender unge mennesker – hvoraf mange sandsynligvis har følelsesmæssige problemer – ud for at dræbe og blive dræbt, er selv en morder og vil gå til grunde i sidste ende.
Det palæstinensiske samfund synes at regredere mod den mørke jahiliyyah-æra, før islam førte os ind i lyset. I stedet for at uddanne vore børn, sådan som de gør i Vesten, til at blive en del af iværksættergenerationen, følger vi i det mørkeste Afrikas spor, hvor børn bliver udstyret med kalashnikov angrebsrifler og sendt af sted for at dræbe andre børn. Vi er ikke spor bedre end iranerne, som sendte børn, udstyret med plastfremstillede "nøgler til paradis," ud for at afmontere landminer under Iran-Irak-krigen. Hvorfor er dette ikke "krigsforbrydelser"?
Hver eneste dag drikker vore børn af internettets forgiftede brønd og lærer, hvordan man halshugger og korsfæster og skærer halsen over på andre. Vi vender tilbage til jahiliyyah og ofrer vore sønner og døtre i Allahs navn, som om Allah er en hedensk billedstøtte med et alter og skal formildes med børns blod. Det er stort set situationen i den palæstinensiske terrorisme i dag. De, der forsømmer uddannelsen af deres børn, bør huske på, at de ubeskyttede piger, som i dag går hjemmefra uden forældrenes vidende for at gå ud og stikke en kniv i israelere, kan i morgen bringe vanære over deres hjem. Sådan et samfund vil ikke skræmme jøderne eller nogen som helst andre. Vi vil sandsynligvis blot ende med at opfostre en generation af morderiske fundamentalister og udslette os selv.
Vi lever i et sygt samfund nu, hvor loven om selvopholdelse kræver mord og hævn. På helligdage ser vore børn til, mens vi slagter får, så de bliver vant til brugen af knive, overskårne halse og strømme af blod. De ser videoer af mennesker, der bliver brændt levende og druknet i Irak og Syrien. De ser ISIS. Intet chokerer dem. I Vesten bringer et kæledyrs død, ja selv en guldfisks, et barn tæt på sammenbrud. Vore børn ser fårene bræge i deres endelige dødskamp og fortrækker ikke en mine.
Islam forbyder drab på kvinder, børn og gamle, men palæstinenserne modtager fatwaer fra radikale islamister, som siger, at de skal myrde dem alligevel – såfremt de er jøder, selv spædbørn. "I morgen vil de være soldater," siger palæstinenserne.
Sådanne fatwaer forvrænger og fordrejer selve fundamentet for vores islam ved at sende børn i døden. Hamas, palæstinensisk Islamisk Jihad og ISIS – alle de radikale terrororganisationer – blev betændt og næret af samme petriskål, Det Muslimske Broderskab. Palæstinensernes knive er ikke anderledes end ISIS' knive. De skærer hovedet af børn, journalister, fattige arbejdere og andre uskyldige ofre – alt sammen i Allahs navn, og drager derpå ud for at udføre terrorangreb i resten af verden. Den eneste forskel er, at medlemmerne af ISIS selv drager ud for at dræbe; palæstinenserne sender deres børn ud.
Enhver der tror, at han skaber Palæstinas fremtid på ryggen af barnemordere, er ikke blot i færd med at destruere det palæstinensiske samfund, men tillige på vej til at brænde op i helvede.
Profeten Muhammad (s.a.a.w.) og hans ledsagere huggede også hovedet af de vantro – men det var i det 7. årh. Der er flere og flere troende muslimer som efterlyser reformer.
Så sent som i sidste uge sagde den fremtrædende forfatter professor Ibtihal Al-Khatib fra Kuwaits universitet følgende på tv: "Hvis vi ikke fornyr os, uddør vi. Nationer, som holder fast i principper, der strider imod civilisationens udvikling, vil gå under. Sådanne nationer vil ikke overleve. Ethvert forsøg på at retfærdiggøre eller legitimere terrorisme er en terroristisk tanke; tanken og handlingen er lige farlige."
Al-Khatibs udtalelse viste umiddelbart, at hun er lysår mere udviklet end den amerikanske udenrigsminister John Kerry, som tåbeligt busede ud med, at nogle terrorangreb har "en legitimitet... en fornuftig begrundelse." For denne udtalelse blev han med rette hånet stort set over hele linjen. Undskyldningerne, som terroristerne finder på for at retfærdiggøre mord på uskyldige, er uendelige i antal, grænseløse i moralsk råddenskab, og de fordærver vore samfund.
Disse stemmer, som efterlyser reformer, holdes ofte tilbage af dem, der frygter, at deres magt, indflydelse og gyldne jobs – som de kun har takket være jeres zakat [tiende] – i givet fald vil være truet. Flertallet af os bryder sig ikke om at miste vore bekvemmeligheder og fordele. Mange muslimer ønsker stadig ikke at opgive at holde slaver – ikke bare i Mauritanien, men i de muslimske samfunds øverste lag.
Men der findes ingen retfærdiggørelse for terrorisme. Franskmændene, som har så nemt ved at retfærdiggøre terrorisme imod jøder i Mellemøsten, står nu over for samme situation derhjemme. Det eneste overraskende ved det er, at de er overraskede.
Billedet af en global islamisk terrorisme er ved at komme i fokus. Her ønsker islamisterne at "befri" Jerusalem fra de vantro zionist-korsfareres besættelse. Derefter ønsker de også at "befri" det besatte Spanien, engang det muslimske Andalusien, og lade det vende tilbage til islams favn. Efter det ønsker de at besætte Vatikanet og etablere det islamiske emirat på kristendommens ruiner, sådan som de gjorde det i deres "Gyldne Æra," dengang de indtog Konstantinopel, hovedstaden i Det Byzantinske Rige.
Mens jøderne excellerer i at forbedre landbrugsmetoder, vinde Nobelpriser, opfinde livsvigtig medicin, grundlægge iværksættervirksomheder (startups) og i det hele taget fremme nyskabende, global videnskab og teknologi, har vi palæstinensere, som hamrer tilbage mod jahiliyyah, ikke bragt verden andet end terrorisme og død.
Allerede før palæstinenseren Abdullah Azzam blev Osama bin Ladens mentor, førte palæstinenserne en global terrorkampagne. Den palæstinensiske terrorisme gik i gang i 1970'erne. I maj 1972 blev passagerer på landjorden i Israels Lod Lufthav (nu Ben Gurions Internationale Lufthavn) massakreret. I september 1972 nedslagtede de israelske sportsfolk ved Olympiaden i München. I maj 1974 nedslagtede de israelske børn i Maalot. I 1976 kaprede de et Air France fly på vej fra Tel Aviv til Paris og pegede de jødiske passagerer ud. I 1978 massakrerede de civile i en bus på Israels landevej langs kysten. I 1985 kaprede de skibet Achille Lauro, der var på vej fra Egypten, og smed "heltemodigt" en 69-årig, kørestolsbundet, invalid mand overbord.
Listen fortsætter i det uendelige -- fra selvmordsbombninger i busser, cafeer, hoteller, børnehaver, indkøbscentre og diskoteker, som regel vendt mod civilbefolkningen – til vore dages aktuelle bølge af angreb på israelere på gaderne, i deres biler og under deres gudstjeneste.
Og hvad så nu? Vore palæstinensiske ledere forsvarer disse knivbevæbnede mindreårige ved at forklare, at de forsøger at slå jøder ihjel på grund af "besættelsen," eller fordi "Al-Aqsa-moskeen er i fare" -- falske påstande, som omsider blev manet i jorden af en palæstinensisk meningsmåling i sidste uge.
Selv mens vore børn bliver manipulerede til at slå sig selv ihjel, findes der stadig Fatah-ledere som Abbas Zaki, en ledende aktivist inden for Fatah-organisationen, som narrer sig selv til at tro, at der kan opnås noget som helst ved endnu en nytteløs intifada eller ved at afbryde sikkerhedskoordinationen med Israel. Han og andre som ham gør vel i at huske, at sikkerhedskoordinationen med Israel først og fremmest er i palæstinensernes egen interesse, hvilket de fleste palæstinensere er fuldkommen klar over. Den forhindrer Det Palæstinensiske Selvstyre i at kollapse: den beskytter vore ledere mod at blive henrettet af Hamas-folk, sådan som det skete for Fatahs ledere i Gaza-striben. Det er den eneste garanti vi har for en mulig dannelse af en palæstinensisk stat.
Vi gør også klogt i at minde os selv om resultaterne af de første to intifadaer. Hundreder, måske tusinder af palæstinensere døde, men israelerne flyttede sig ikke en meter. Vi gennemfører den ene terrorkampagne efter den anden, og volden fører os ingen vegne og giver os intet – ikke fra Israel og ikke fra det internationale samfund.
Hvis vi virkelig ønsker en palæstinensisk stat, kan vi få den den dag i morgen. Vi skal blot ændre vores image som terrorister."
"
- I stedet for at uddanne vore børn, sådan som de gør i Vesten, til at blive en del af iværksættergenerationen, følger vi i det mørkeste Afrikas spor, hvor børn bliver udstyret med angrebsrifler og sendes ud for at dræbe andre børn.
- Hvis palæstinenserne virkelig ønsker at tage kampen op med Israel, hvorfor sender de så børn ud for at udkæmpe en "hellig krig" i stedet for at udkæmpe den selv, som mænd?
- Den eneste forskel er, at medlemmerne af ISIS selv drager ud og slår ihjel; palæstinenserne sender deres børn af sted. Hvorfor er dette ikke "krigsforbrydelser"?
- Vi ofrer vore sønner og døtre i Allahs navn, som om Allah er en hedensk billedstøtte med et alter og skal formildes med børns blod.
- Her ønsker islamisterne at "befri" Jerusalem fra de vantro zionist-korsfareres okkupation. Derefter ønsker de at "befri" det besatte Spanien, engang det muslimske Andalusien, og lade det vende tilbage til islams favn. Og efter det ønsker de at besætte Vatikanet og etablere det islamiske emirat på kristendommens ruiner.
En sådan leder, sheik Yusuf al-Qaradawi, sidder langt borte i sikkerhed i Qatar og sender palæstinensiske børn i døden. Moskeerne og skolerne i Det Palæstinensiske Selvstyre og i Gaza-striben, såvel som deres sociale medier, udnytter ofte skamløst palæstinensiske børn – som måske føler sig en smule fortabte, og som længes efter at blive beundret for en storslået "heroisk handling" i en storslået romantisk "sags" tjeneste.
Det er tragisk, for da de israelske styrker ofte ikke lader den slags angribere slippe væk, ender mange af de mord, som disse børn begår, også med at blive unødige, "passive" selvmord.
Vore forkvaklede ledere opmuntrer ikke alene unge palæstinensere til at begå mord. Når disse børn bliver dræbt i færd med at begå mord, påstår både Selvstyret og Hamas, at israelerne "henretter" dem. Derefter kalder de vore børn for martyrer (shuhadaa), glorificerer dem og gør dem til rollemodeller for andre taberbørn. Og derefter udbetaler de enorme bonusser til deres familier.
De sender mindreårige ud for at gøre deres beskidte arbejde, vel vidende at de sandsynligvis vil blive dræbt af de israelske sikkerhedsstyrker. Hvordan kan vi retfærdiggøre dette over for os selv? Hvad har vi gjort med den gode forstand, som Allah gav os? Hvad er der sket med vores moral?
Det er smertefuldt at se, hvordan disse børn og unge gøres til kasserede discountvarer. Der er tale om barneofringer ved en kynisk palæstinensisk ledelse, som fostrer en mørk kultur bestående af mord og død.
Der er intet godt kommet – og kan end ikke forventes at komme noget godt – ud af disse døde på begge sider. Er situationen for Al-Aqsa-moskeen "forbedret?" Er den ikke længere "i fare?"
Problemet er, at Al-Aqsa-moskeen på intet tidspunkt har været i fare. Der har heller aldrig været nogen giftresistente rotter, angiveligt sluppet ud af israelerne, sådan som det officielle palæstinensiske nyhedsagentur Wafa har påstået, for at drive de arabiske beboere i Jerusalem ud af deres hjem. Som en arabisk journalist tørt skrev: "Det står ikke helt klart, hvordan disse rotter har lært at holde sig fra de jøder, som tilfældigvis også bor i den Gamle Bydel." Der har heller aldrig eksisteret et tyggegummi, angiveligt iblandet et elskovsmiddel af israelerne for at fordærve vore mænd og kvinder. Er en eneste meter palæstinensisk jord nogensinde blevet befriet? Er jøderne virkelig flygtet fra Israel "i rædsel"? Tværtimod – Europas jøder flygter til Israel. Det er ironisk, at selvom jøderne virker splittede og farer i totterne på hinanden, har vi blot knyttet dem tættere sammen.
På en eller anden måde synes israelerne altid at overvinde bortførelserne, selvmordsbomberne, mordene og den udbredte terrorisme, som vi palæstinensere smider i hovedet på dem. De viger aldrig; de går fremad.
Der er således to opgaver, som synes påkrævet. For det første må vi beslutte, og det hurtigt, om vi virkelig ønsker endnu en væbnet konflikt med israelerne. For det andet må vi virkelig se at få vore børn væk fra dødens marker. Enhver, der sender unge mennesker – hvoraf mange sandsynligvis har følelsesmæssige problemer – ud for at dræbe og blive dræbt, er selv en morder og vil gå til grunde i sidste ende.
Det palæstinensiske samfund synes at regredere mod den mørke jahiliyyah-æra, før islam førte os ind i lyset. I stedet for at uddanne vore børn, sådan som de gør i Vesten, til at blive en del af iværksættergenerationen, følger vi i det mørkeste Afrikas spor, hvor børn bliver udstyret med kalashnikov angrebsrifler og sendt af sted for at dræbe andre børn. Vi er ikke spor bedre end iranerne, som sendte børn, udstyret med plastfremstillede "nøgler til paradis," ud for at afmontere landminer under Iran-Irak-krigen. Hvorfor er dette ikke "krigsforbrydelser"?
Hver eneste dag drikker vore børn af internettets forgiftede brønd og lærer, hvordan man halshugger og korsfæster og skærer halsen over på andre. Vi vender tilbage til jahiliyyah og ofrer vore sønner og døtre i Allahs navn, som om Allah er en hedensk billedstøtte med et alter og skal formildes med børns blod. Det er stort set situationen i den palæstinensiske terrorisme i dag. De, der forsømmer uddannelsen af deres børn, bør huske på, at de ubeskyttede piger, som i dag går hjemmefra uden forældrenes vidende for at gå ud og stikke en kniv i israelere, kan i morgen bringe vanære over deres hjem. Sådan et samfund vil ikke skræmme jøderne eller nogen som helst andre. Vi vil sandsynligvis blot ende med at opfostre en generation af morderiske fundamentalister og udslette os selv.
Vi lever i et sygt samfund nu, hvor loven om selvopholdelse kræver mord og hævn. På helligdage ser vore børn til, mens vi slagter får, så de bliver vant til brugen af knive, overskårne halse og strømme af blod. De ser videoer af mennesker, der bliver brændt levende og druknet i Irak og Syrien. De ser ISIS. Intet chokerer dem. I Vesten bringer et kæledyrs død, ja selv en guldfisks, et barn tæt på sammenbrud. Vore børn ser fårene bræge i deres endelige dødskamp og fortrækker ikke en mine.
Islam forbyder drab på kvinder, børn og gamle, men palæstinenserne modtager fatwaer fra radikale islamister, som siger, at de skal myrde dem alligevel – såfremt de er jøder, selv spædbørn. "I morgen vil de være soldater," siger palæstinenserne.
Sådanne fatwaer forvrænger og fordrejer selve fundamentet for vores islam ved at sende børn i døden. Hamas, palæstinensisk Islamisk Jihad og ISIS – alle de radikale terrororganisationer – blev betændt og næret af samme petriskål, Det Muslimske Broderskab. Palæstinensernes knive er ikke anderledes end ISIS' knive. De skærer hovedet af børn, journalister, fattige arbejdere og andre uskyldige ofre – alt sammen i Allahs navn, og drager derpå ud for at udføre terrorangreb i resten af verden. Den eneste forskel er, at medlemmerne af ISIS selv drager ud for at dræbe; palæstinenserne sender deres børn ud.
Enhver der tror, at han skaber Palæstinas fremtid på ryggen af barnemordere, er ikke blot i færd med at destruere det palæstinensiske samfund, men tillige på vej til at brænde op i helvede.
Profeten Muhammad (s.a.a.w.) og hans ledsagere huggede også hovedet af de vantro – men det var i det 7. årh. Der er flere og flere troende muslimer som efterlyser reformer.
Så sent som i sidste uge sagde den fremtrædende forfatter professor Ibtihal Al-Khatib fra Kuwaits universitet følgende på tv: "Hvis vi ikke fornyr os, uddør vi. Nationer, som holder fast i principper, der strider imod civilisationens udvikling, vil gå under. Sådanne nationer vil ikke overleve. Ethvert forsøg på at retfærdiggøre eller legitimere terrorisme er en terroristisk tanke; tanken og handlingen er lige farlige."
Al-Khatibs udtalelse viste umiddelbart, at hun er lysår mere udviklet end den amerikanske udenrigsminister John Kerry, som tåbeligt busede ud med, at nogle terrorangreb har "en legitimitet... en fornuftig begrundelse." For denne udtalelse blev han med rette hånet stort set over hele linjen. Undskyldningerne, som terroristerne finder på for at retfærdiggøre mord på uskyldige, er uendelige i antal, grænseløse i moralsk råddenskab, og de fordærver vore samfund.
Disse stemmer, som efterlyser reformer, holdes ofte tilbage af dem, der frygter, at deres magt, indflydelse og gyldne jobs – som de kun har takket være jeres zakat [tiende] – i givet fald vil være truet. Flertallet af os bryder sig ikke om at miste vore bekvemmeligheder og fordele. Mange muslimer ønsker stadig ikke at opgive at holde slaver – ikke bare i Mauritanien, men i de muslimske samfunds øverste lag.
Men der findes ingen retfærdiggørelse for terrorisme. Franskmændene, som har så nemt ved at retfærdiggøre terrorisme imod jøder i Mellemøsten, står nu over for samme situation derhjemme. Det eneste overraskende ved det er, at de er overraskede.
Billedet af en global islamisk terrorisme er ved at komme i fokus. Her ønsker islamisterne at "befri" Jerusalem fra de vantro zionist-korsfareres besættelse. Derefter ønsker de også at "befri" det besatte Spanien, engang det muslimske Andalusien, og lade det vende tilbage til islams favn. Efter det ønsker de at besætte Vatikanet og etablere det islamiske emirat på kristendommens ruiner, sådan som de gjorde det i deres "Gyldne Æra," dengang de indtog Konstantinopel, hovedstaden i Det Byzantinske Rige.
Mens jøderne excellerer i at forbedre landbrugsmetoder, vinde Nobelpriser, opfinde livsvigtig medicin, grundlægge iværksættervirksomheder (startups) og i det hele taget fremme nyskabende, global videnskab og teknologi, har vi palæstinensere, som hamrer tilbage mod jahiliyyah, ikke bragt verden andet end terrorisme og død.
Allerede før palæstinenseren Abdullah Azzam blev Osama bin Ladens mentor, førte palæstinenserne en global terrorkampagne. Den palæstinensiske terrorisme gik i gang i 1970'erne. I maj 1972 blev passagerer på landjorden i Israels Lod Lufthav (nu Ben Gurions Internationale Lufthavn) massakreret. I september 1972 nedslagtede de israelske sportsfolk ved Olympiaden i München. I maj 1974 nedslagtede de israelske børn i Maalot. I 1976 kaprede de et Air France fly på vej fra Tel Aviv til Paris og pegede de jødiske passagerer ud. I 1978 massakrerede de civile i en bus på Israels landevej langs kysten. I 1985 kaprede de skibet Achille Lauro, der var på vej fra Egypten, og smed "heltemodigt" en 69-årig, kørestolsbundet, invalid mand overbord.
Listen fortsætter i det uendelige -- fra selvmordsbombninger i busser, cafeer, hoteller, børnehaver, indkøbscentre og diskoteker, som regel vendt mod civilbefolkningen – til vore dages aktuelle bølge af angreb på israelere på gaderne, i deres biler og under deres gudstjeneste.
Og hvad så nu? Vore palæstinensiske ledere forsvarer disse knivbevæbnede mindreårige ved at forklare, at de forsøger at slå jøder ihjel på grund af "besættelsen," eller fordi "Al-Aqsa-moskeen er i fare" -- falske påstande, som omsider blev manet i jorden af en palæstinensisk meningsmåling i sidste uge.
Selv mens vore børn bliver manipulerede til at slå sig selv ihjel, findes der stadig Fatah-ledere som Abbas Zaki, en ledende aktivist inden for Fatah-organisationen, som narrer sig selv til at tro, at der kan opnås noget som helst ved endnu en nytteløs intifada eller ved at afbryde sikkerhedskoordinationen med Israel. Han og andre som ham gør vel i at huske, at sikkerhedskoordinationen med Israel først og fremmest er i palæstinensernes egen interesse, hvilket de fleste palæstinensere er fuldkommen klar over. Den forhindrer Det Palæstinensiske Selvstyre i at kollapse: den beskytter vore ledere mod at blive henrettet af Hamas-folk, sådan som det skete for Fatahs ledere i Gaza-striben. Det er den eneste garanti vi har for en mulig dannelse af en palæstinensisk stat.
Vi gør også klogt i at minde os selv om resultaterne af de første to intifadaer. Hundreder, måske tusinder af palæstinensere døde, men israelerne flyttede sig ikke en meter. Vi gennemfører den ene terrorkampagne efter den anden, og volden fører os ingen vegne og giver os intet – ikke fra Israel og ikke fra det internationale samfund.
Hvis vi virkelig ønsker en palæstinensisk stat, kan vi få den den dag i morgen. Vi skal blot ændre vores image som terrorister."
Sist redigert:
