For at vende tilbage til kabel diskussionen så var min fornemmelse rigtig, at det som sker ved meget lave belastninger umiddelbart ikke kun har noget med "refleksioner" osv at gøre.
Det er muligt jeg ikke har forstået helt hvad Hedde har talt om, og muligt vi siger det samme på forskellige måder. Og min måde er sikkert ikke helt efter bogen.
Men jeg er lidt af en praktisk gris , det hele skal helst munde i nogle konstruktions principper, eller de bedste kompromisser hvis det ikke kan være anderledes, det er målet, og helst med så lidt teori "fedteri" som muligt.
Det lader jeg professor Holm og de andre professorer om. Men til professor Holm forsvar skal dog siges at såvidt jeg kan se giver han de samme vejledninger indirekte som jeg.
Men jeg mener at det hele kan forklares på en langt simplere måde.
Det drejer sig simpelthen om serieinduktionen XL = 2PI*f*L danner en simpel spændingsdeler med belastningen.
XL vil ved meget lave belastningen eks.v. 2 ohm begynder at blive betydelig i forhold til belastningen.
Det ses som en frekvens-mæssig tidlig afrulning af frekvensgangen og dermed også en dårlig impuls/transient-gengivelse.
Der er flere løsnings modeler.
Kabelimpedansen kan bringes tætterer på belastningen impedanstilpasning , eksempelvis 8 eller 4 ohm, det kan give betydelig kapacitet i kablet som kan give problemer for effektforstærkeren, men samtidig fås automatisk lav induktion, og den modstand induktionen udgør (XL) vil ikke blive et problem ved de høje frekvenser.
Anden løsning er at impedans-lineariserer sine højtalere og helst holde en rimelig høj og konstant impedans. Det vil forstærkeren også elske, og den vil yde optimalt.
Brug ikke reflex-højtaler , de lyder forkert , og har en impedans-kurver som er næsten umulig at udkompenserer.
For optimal tilpasning til rum og for optimal impulsgengivelse er et Qt på under 0.5 typisk en nødvendighed.
Det er nemt at opnår med en akustik-ventil som samtidig er let at justerer til optimalt resultat.
Man få en meget lille pukkel i impedans-kurven som er let at udkompenserer for en perfekt impedans-kurve, samtidig er der lidt ventilering af kabinettet uden resonans.
Andet valget må blive lukket kabinet.
Tredje mulige løsning er at nedsætte induktions modstanden, ved at parallel forbinder flere højtalerkabler eller på anden måde bringe induktionen , jeg har selv parallel forbundet fem men de sidste to giver ikke meget lidt reducering af induktionen. Også kablets længde bør holdes så kort som muligt, men det skal jo kunne når, Monoblokke og aktive højtaler er must/fordel her
Så tre kabler parallelt er i mange tilfælde tilstrækkeligt til at komme tæt nok på impedans tilpasning, for det er det man også typisk gør.
Igen skal man passe på at kapaciteten ikke blive for høj , så den skaber problemer for effektforstærkeren, den øges naturligvis, men man kan selv styre det.
Denne metode har den fordel at man kan øger kvadratet uden at skineffekt gå hen og bliver et problem. Ulempen er prisen og kompleksiteten
Pudsigt nok har jeg selv lavet de to sidste løsninger plus akustik ventil til højtaleren, måske uden helt at forstår alle sammenhænge 100% så en tak til "teori nørderne" , men det er bare blevet sådan, fordi hvert delelement er forsøgt optimeret så meget som muligt, og intuitionen og teorien har sagt at det skulle være sådan, både hvad angår den elektriske funktion og det klanglige.
Jeg vil slå helt fast at alt dette her har intet med de mytiske/magiske at gøre, det som jeg og andre oplever som en slags materialelyd, det manifisterer sig helt anderledes, og i mange andre sammenhænge.
Og desværre er der ingen holdbar forklaring på det fænomen endnu.
