Kan si meg enig i mye der, bl.a. denne analysen:
«Hvordan er vi endt der, hvor vi – med åbne øjne endda – bringer fred, velstand og samarbejde i fare? Svarene på de spørgsmål rummer også modgiften, påpeger Anne Applebaum.
»Der er rigtig mange svar. Der er et økonomisk svar, som handler om efterspillet til finanskrisen, hvor en gruppe i samfundet overlevede og drog fordel af det på en måde, som andre bestemt ikke gjorde. De mennesker protesterer nu. De er utålmodige, de vil se forandring, og den forandring skal helst være radikal og dramatisk. Så de søger forskellige former for radikalisme. Deres bekymringer skulle have været taget alvorligt,« siger hun og fortsætter:
»Der er et andet svar, der handler om, hvordan folk får politisk information i dag. De får det i dag fra sociale medier, ikke fra traditionelle, kritiske kilder, og det betyder, at folks synspunkter bliver stadig mere polariserede, og at kuriøse ydersynspunkter uden hold i fakta i dag er blevet almindelige. Det er i min vurdering en meget undervurderet faktor.«
En tredje vigtig medvirkende faktor er krigene i Mellemøsten, de store terrorangreb og migrantkrisen i de senere år, som EU på klodset vis har forsømt at håndtere effektivt, mener Applebaum:
»Det har efterladt folk med en følelse af at have tabt kontrollen. Ingen har kontrol, ingen leder Europa, ingen beskytter grænserne, ingen håndhæver loven. Det gør folk urolige,« siger hun.»
Men problemet er at hun fra dette utleder to posisjoner:
«EU og såvel den kulturelle som økonomiske globalisering har med rette fået skyld for mange af dårligdommene. Fremtidens politiske kamp står nu mellem to positioner: Den position, der mener, at disse dårligdomme trods alt er at foretrække fremfor alternativet. Kontra den position, der foretrækker alternativet – og som efter Brexit vejrer morgenluft. »
Det er som om at det ikke skulle være mulig innen den første posisjon å finne motgiften. Det kan jeg ikke tenke meg. Men såfremt en ikke greier å meise ut og konkretisere en motgift innen den første posisjon, så gir en momentum til den andre.
Å f. eks. vedta TTIP uten å gå veien om parlamentene er ett eksempel på å gi faen i mulig motgift til utviklingen. Ja, selve måten slike forhandlinger har blitt ført på er i seg selv en hån.
