Det er efterklangen der bestemmer afstanden til det hørte. Den efterklang der er i studiet og den efterklang der er i ens lytterum.
Hvis man har et lyddødt rum, er der ingen tidlige refleksioner, og uanset hvor langt væk højttalerne er, vil en lyd kilde i optagelsen uden tidlige refleksioner (dvs. en nærmikrofon) lyde meget tættere på dig end højttalerne er placeret. Det er vigtigt, at man har refleksioner fra sidevæggene, og det har jeg med mine diffusere. De omdanner den skarpe voldsomme refleksion fra sidevæggen til mange små refleksioner, der ikke genere. Altså de fjerner ikke lyd, men fjerner problemet.
Hvis man absorbere sidevæggen, mister man dybdeperspektivet.
Jeg har oplevet et meget mærkeligt lytterum, hvor al musikken foregik foran højttalerne! Min musik foregår bag højttalerne. Vedkomnes havde Rockfon plader i 40 mm på alle vægge. Dog kun 22 mm under loftet og der var gulvtæppe på gulvet. Det var dipol højttalere fra Quaid.
Ved dipol højttalerne mangler man sidevægs refleksionen, fordi de mere spiller frem og tilbage, og ikke giver de gode refleksioner.
Hvis du har et lytterum med tidlige refleksioner, og højttalerne er omnidirektionelle, fortæller de tidlige refleksioner fra sidevæggene, hvor langt væk højttalerne er. Vi har to øjne til at bedømme afstand med. Vi bruger ørene samt refleksioner til at bedømme afstanden til musikkerne. Den imaginære valgte dybdebillede. Med rette placering af højttalerne.
Hvis du snakker med din hustru, og du har bind for øjnene, bedømmer du afstanden til din hustru ved hjælp af gulvets refleksion. Derfor vil et gulvtæppe forvirre, da det filtrerer / dæmper de høje frekvenser væk. Gulvrefleksionen er en helt naturlig refleksion vi kender så godt. Men vi er nok ikke enige, og det er jo det der gør det interessant! Er vi enige der!