På denne tid startede den karismatiske Julian Vereker Naim Audio. Vereker anede basalt set intet om elektronik, men han vidste noget om forretning. Han vidste også, at man kunne spare mange penge og faciliteter, hvis man kommissionerede sit design andetsteds. Dette betyder simpelthen, at man hyrer en ekstern designer, så Vereker entrerede med den brilliante og heldigvis ukendte Allen Mornington-West. Vereker havde korrekt set, at Mornington-West helt basalt var ligeglad med audiobranchen, og dermed ikke var en potentiel konkurrent.
I løbet af rekordtid, for M-W var som nævnt en multibegavelse, opstod det komplette Naim-program med glimrende regulerede strømforsyninger og særdeles fremragende løse RIAA-moduler. Naims produkter var som elektroniske designs aldeles unikke, og så forsvandt Mornington-West tilbage til TV-branchen.
Til gengæld var Naims produkter allerede fra starten hæmmet af en skal vi sige en mere end normalt halvhjemmelavet mekanisk finish, der i eftertiden må ses som en tribut til Verekers forretningssans. Da der hverken var udgifter til udvikling eller råvarer i form af fornuftige materialer kunne man i stedet koncentrere sig om selve salgsarbejdet, for varen skulle jo gerne sælges dyrt.
Sammen med Ivor Tiefenbrun fra Linn kørte Vereker i en del år et skarpt parløb, der fuldstændigt blæste de traditionelle firmaer af vejen. At så en stor del af de traditionelle tænkende kunder røg af samtidigt var ligemeget. Da man jo endnu ikke lavede højttalere, blev dogmet om vigtigheden af kildematerialet søsat. Man så groteske kombinationer, hvor et anlæg til 100.000,- indeholdt højttalere til tilsammen 5-8000,-. Så Jean Michel Jarre, kendt fra en nylig tråd på hifi4all, du var altså ikke det første, måske endda ikke engang det største fæhoved, men du er med i en stolt tradition for dumhed.